Danske kvinder føder færrest børn i Norden

Danske kvinder føder i gennemsnit 1,8 barn - og dermed er fødselsraten den laveste i Norden. Det viser nye tal fra Nordisk Statistisk Årbog 2010. Danmark ligger dog over det øvrige Vesteuropa i det såkaldte EU-15, hvor fertiliteten er 1,5 barn pr. kvinde.

Ikke så mange som hende - i forhold til andre nordiske lande. (Arkivfoto: Colourbox)
Ikke så mange som hende - i forhold til andre nordiske lande. (Arkivfoto: Colourbox)

Flest børn i Norden får kvinderne i Island. Her er tallet 2,2 barn. I Norge er tallet 2 barn pr. kvinde, Sverige ligger på 1,9, mens de finske kvinder ligesom de danske føder 1,8 barn i gennemsnit, men på de ydre decimaler også ligger over Danmark.

Den selvstyrende ø Åland, som hører under Finland, ligger dog under Danmark med en fødselsrate på 1,7. Grønland og Færøerne ligger over Danmark med henholdsvis 2,2 og 2,3. Fødselsraten skal ligge på 2,1, hvis befolkningstallet skal forblive uændret.

De mest populære navne til nyfødte er i Danmark er Mikkel og Freja, viser årbogen, på Færøerne hedder flest babyer Jónas og Anna, i Finland får de nyfødte oftest navnene Veeti og Aino, Oscar og Sofia er de mest populære på Åland, i Island er det Jón og Sara, i Norge Lucas og Emma og i Sverige er det også Lucas blandt drengene og Alice blandt pigerne.

Årbogen viser også, at Danmark har det højeste antal ægteskaber pr. 1000 ægteskaber på trods af, at det tal er faldet i Danmark siden 1995. I Danmark bliver seks ud af 1000 gift. Lavest er tallet i Island og på Færøerne, hvor 4,3 pr. 1000 bliver gift.

0 kommentarer
Vis kommentarer