Lykke roser Thor P. trods klimasplid

Klima- og energiministeren afviser, at Folketingets formand Thor Pedersen skader forhandlingerne i København ved at deltage i en konference for klimaskeptikere

Nu får Thor Pedersen ros af sin ny partifælle, Lykke Friis. (Foto: Thomas Sjørup)
Nu får Thor Pedersen ros af sin ny partifælle, Lykke Friis. (Foto: Thomas Sjørup)

Klima- og energiminister Lykke Friis (V) har pakket riven sammen igen, efter at hun i sidste uge langede ud efter sin partikollega Thor Pedersen med den.

Den tidligere finansminister og nuværende formand for Folketinget havde udtrykt skepsis over for klimadebatten, som han mener antaster den personlige frihed.

Søndag udfordrede Thor Pedersen så igen den officielle Venstre-holdning, da han deltog i den 'alternative klimakonference', arrangeret af en række klimaskeptikere.

Det får dog ikke Lykke Friis til på ny at tage et opgør med partifællen.

- Han har sagt det meget fint selv, det er et spørgsmål om ytringsfrihed. Der foregår en konference om alternativ klimaforskning, og man kan ikke kritisere folk for at lade sig oplyse, siger hun til Ritzau.

Lykke Friis' forsvar for Venstres grønne linje blev i sidste uge tolket som hendes første store opgør med medlemmer i folketingsgruppen.

Eksperter har sagt, at det sandsynligvis blot bliver et af mange, men Thor Pedersens nyeste påfund får ikke Lykke Friis til at lufte offentlig kritik.

Hun afviser desuden, at det sender forvirrende signaler, at Folketingets formand som et fremtrædende medlem af regeringspartiet, der er vært for COP15, deltager i klimaskeptikernes konference.

Det kan de lande, der er i Danmark for at forhandle en international klimaaftale på plads, godt adskille, lyder det.

- Det tror jeg, folk tager helt afslappet. Der er ingen tvivl om, hvad den danske holdning er, hvad den danske regering mener og om hvem, der forhandler på Danmarks vegne, siger Lykke Friis.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere