Amagerbanken meget tæt på overlevelse

Storaktionæren Nykredit er klar til at støtte op om aktieudvidelsen i Amagerbanken. Den kriseramte bank er nu snublende nær overlevelse, siger analytiker

Amagerbanken får nu støtte fra dens største aktionær i kampen for overlevelse. Efter længere tids tavshed bakker finanskoncernen Nykredit op om aktieudvidelsen i den kriseramte bank og vil købe sin andel af de nye aktier.

Dermed er Amagerbanken meget tæt på overlevelse, mener formueforvalter Thomas Berngruber fra Formuepleje.

- Alt tyder nu på, at Amagerbanken har mulighed for at rejse kapital nok til at få del i bankpakken. Og dermed ser det rigtigt godt ud med redningen af banken, siger han.

Den kriseramte hovedstadsbank kæmper i øjeblikket en kamp for at leve op til Finanstilsynets solvenskrav til banken og har i den forbindelse besluttet at søge mellem 775 millioner og 1,4 milliarder kroner fra investorerne.

Det er nødvendigt for at få lov til at låne livsnødvendige 1,4 milliarder kroner fra statens bankpakke II.

Finansmanden Karsten Ree - kendt fra Den Blå Avis - har tidligere meldt ud, at han var klar til at skyde 500 millioner kroner i Amagerbanken. Samtidig bakker bestyrelse og andre private aktionærer også op om redningsplanen.

Thomas Berngruber mener derfor, at det er helt efter bogen, at Nykredit også vil spille med.

- Så snart man begynder at se, at det her projekt lykkes for Amagerbanken kommer man i en situation, hvor man får udvandet sin position som aktionær kraftigt, hvis man ikke deltager. Derfor har Nykredit også valgt at bakke op, siger han.

Han forklarer, at da antallet af aktier ved fuldtegning stiger fra 11 til 33 millioner, vil Nykredit ved at stå uden for skulle dele en fremtidig indtjening med tre gange så mange aktionærer.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere