Flere irakere begår socialt bedrageri

Flere dansk-irakere har topjob som politikere i Irak, samtidig med at de modtager sociale ydelser i Danmark.

LUKSUSPENSIONIST: Balen Abdulla Mahmood sidder i det kurdiske parlament, hvor han hæver en skyhøj hyre samtidig med, at den danske stat forsørger ham og hans kone i Albertslund. (Foto: Benjamin Kürstein)
LUKSUSPENSIONIST: Balen Abdulla Mahmood sidder i det kurdiske parlament, hvor han hæver en skyhøj hyre samtidig med, at den danske stat forsørger ham og hans kone i Albertslund. (Foto: Benjamin Kürstein)

Irakere med dansk statsborgerskab lever et hemmeligt dobbeltliv, hvor de malker den danske stat for sociale ydelser samtidig med, at de tjener høje lønninger som toppolitikere og i andre magtfulde hverv i Irak.

En af dem er Balen Abdulla Mahmood fra Albertslund, der gennem fem år har fået udbetalt førtidspension i Danmark samtidig med, at han har været medlem af det kurdiske parlament. Her har han haft en indtægt på minimum 384.000 kroner om året plus et hav af frynsegoder.

Balen Abdulla Mahmood bekræfter i et båndet interview med Ekstra Bladet, at han får 5.000.000 irakiske lira - eller 23.500 kroner - hver måned. Andre kilder i Irak fortæller, at beløbet er endnu højere - tættere på 30.000 kroner om måneden, skattefrit.

Som danske statsborgere og med folkeregisteradresse herhjemme skal irakerne betale dansk skat af hyren og frynsegoderne i Irak. Men de har i strid med dansk lovgivning hverken oplyst kommunen eller skattevæsenet om deres guldrandede ekstra indkomst.

På den baggrund har de også i flere år kunnet hæve fuld førtidspension, selv om de ikke er berettiget til den, fordi de har en alt for stor ekstra indtægt.

En af landets førende eksperter i socialt bedrageri, Peter Møller, der er leder af kontrolenheden i Ishøj Kommune, er ikke i tvivl om, at irakerne har brudt loven.

- Det er i den grad socialt bedrageri, og det skal stoppes. De har naturligvis en pligt til at oplyse både Skat og den kommune, de er folkeregistertilmeldt, om, at de har en indtægt, siger Peter Møller til Ekstra Bladet.

Peter Møller er heller ikke i tvivl om, at Ekstra Bladets afsløringer bør have konsekvenser.

- Der skal rejses en sag om tilbagebetaling, og var sagerne landet på mit bod, så var de også blevet meldt til politiet for bedrageri, siger han.

Den danske ambassadør i Irak, Mikael Winther, vil nu have kortlagt, hvor mange irakere med dansk statsborgerskab, der er politisk aktive i Irak.

- Jeg ved, at der er dansk-irakere i både det kurdiske parlament og i Iraks nationale parlament. Men jeg har ikke overblik over, hvem de er.

- Derfor vil jeg til efteråret sætte en undersøgelse i gang for at få det overblik, siger Mikael Winther til Ekstra Bladet.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere