Fik ansigt fra død: - Jeg ligner mig selv

James Maki blev vansiret efter en jernbaneulykke i USA. Nu har han fået nyt ansigt fra en død mand. Se de utrolige før-og-efter-billeder

En 59-årig mand stod torsdag frem som den blot anden amerikanske patient, der har gennemgået en fuldstændig transplantation af et ansigt fra en død donor.

James Maki blev alvorligt vansiret, da han i 2005 faldt ned på et elektrisk jernbanespor på en undergrundsstation i Boston, Massachusetts. Han blev slemt forbrændt i det meste af ansigtet, og næsen var væk. Hans udseende fik ofte børn til at skrige af skræk, når de så ham på gaden.

James Maki fik sit nye ansigt ved en operation på Brigham Hospital i Boston i april. Der gik fire dage efter operationen, før han turde se resultat. Men han blev glad, da han kiggede i et spejl, som cheflæge Bohdan Pomahac havde bragt ham.

- Jeg var overrasket over, hvor meget jeg lignede mig selv, siger han i dag i et interview med avisen Boston Globe.

James Makis voksne datter brød grædende sammen, da hun for første gang efter operationen så sin far.

- Jeg troede aldrig, at jeg skulle se dig sådan igen, sagde hun.

Det er anden gang, at en patient får foretaget en ansigtstransplantation i USA. Den 46-årige Connie Culp var den første. Hun fik tidligere i år nyt ansigt, efter at hun for fem år siden var blevet skudt i hovedet af sin mand.

1 af 3 
2 af 3 
3 af 3 
0 kommentarer
Vis kommentarer