Se DR's ulovlige drab på små fisk

Fiskeplager. Eller frikendt - fordi det var journalistisk relevant at slå 12 gubbifisk ihjel med hårfarveprodukter.

DR-redaktør Lisbeth Kølster, der i retten i Glostrup er blevet dømt for fiskeplageri af 12 gubbi-fisk, overvejer de næste 14 dage sammen med DR's jurister, om hun skal anke dommen.

I realiteten er Lisbeth Kølster kun gået straffri fra retten, fordi sagen har taget fire et halvt år. Det syntes dommeren trods alt ikke, han kunne byde hende en straf for - sagens proportioner in mente.

At hun så alligevel er blevet dømt, og må gå med det prædikat i panden, selv om dommeren anerkendte, at der var et principielt formål med at tage livet af de 12 gubbifisk, er Lisbeth Kølster virkelig træt af:

- Hvis denne dom skal ankes, er det fordi vi går ind og siger, at denne sag er principiel for journalister. Men det er frem og tilbage. Vi tygger på det lige nu. Dybest set synes jeg slet ikke, sagen skulle have været rejst, siger Lisbeth Kølster til ekstrabladet.dk.

I første omgang troede Lisbeth Kølster, at det var Dyrenes Værn, der havde lagt sag an mod hende og DR. Men det har vist sig at være en privat dyrlæge.

Hun var tiltalt for at have brudt dyreværnsloven og dyreforsøgsloven. Lisbeth Kølster er frikendt efter dyreforsøgsloven.

- Jeg ville helst have været frifundet. Det siger sig selv, siger hun.

Se det kontroversielle fiske-drab ved at klikke på billedet øverst i artiklen.

0 kommentarer
Vis kommentarer