USA indleder kamp mod svinepest

USA indleder en 'aggressiv' bekæmpelse af svinepest-influenzaen og indleder et samarbejde med Mexico om at begrænse spredningen. 20 amerikanere er smittet

Præsident Barack Obama er 'meget bekymret' over spredningen af svinepest-influenzaen og har givet ordre til en "meget aktiv, aggressiv" bekæmpelse.

Det siger Hvide Hus-rådgiveren for indenlandsk sikkerhed, John Brennan, efter at der er påvist 20 tilfælde i USA fordelt på fem stater. En enkelt person er blevet indlagt på hospital.

Brennan advarer på et pressemøde om, at der kan ventes flere smittede, samtidig med at USA hurtigt forsøger at få de nødvendige informationer ud til befolkningen og træffe de nødvendige forholdsregler. Alle, som har influenzalignende symptomer, bliver bedt om at holde sig hjemme.

USA har rutinemæssigt indført en sundhedsmæssig nødtilstand. Den amerikanske regering har desuden indledt et tæt samarbejde med Mexico, som er hårdest ramt af smitten med måske over 80 dødsofre, og begynder at tjekke rejsende ind i USA fra lande, hvor epidemien findes. Det oplyser Janet Napolitano, minister for indenlandsk sikkerhed.

Den fungerende chef for Center for Sygdomskontrol, Richard Besser, siger, at USA overvejer at begynde at fremstille vaccine. Desuden vil de amerikanske sundhedsmyndigheder frigive 25 procent af lagrene af tamilflu og relenza, to influenzavacciner, for at bekæmpe svinepesten.