Siden december har mindst seks danske hunde mistet livet efter at have været i kæberne på en kamphund.
Det svarer til, at de hjemlige kamphunde i snit dræber én anden hund hver 14. dag.
De makabre tal stammer fra Dansk Kennel Klubs opgørelse over kamphundenes overfald på andre hunde.
– Og det er altså bare de sager, vi får kendskab til, Vibeke Knudsen, kommunikationskonsulent i Dansk Kennel Klub.
Grotesk situation
Om knap to uger har Kennelklubben et møde med Justitsministeriet, og der vil Vibeke Knudsen sætte problemet med kamphundene højt på dagsordenen.
– Vi har været i dialog med ministeriet gennem flere år. Alligevel er der ikke sket noget, selv om der – set med mine øjne – er tale om en form for kriminalitet, som skaber stor utryghed. Den griber ind i helt almindelige menneskers hverdag – som f.eks. når forældre ikke mere tør lade deres børn lufte hunden. Det er en grotesk situation, siger hun.
Som minimum ønsker Klubben indført, at alle kamphunde altid skal føres i snor, når de færdes i det offentlige rum. Bliver de luftet frit på private arealer, skal der være skærpede krav til indhegningen, så hunden ikke bare ’smutter ud’.
– Det er en undskyldning, man hører meget ofte, siger hun og nævner, at trin to i kampen mod de mange brutale overfald kan være et krav om, at kamphundene udstyres med mundkurv.
Hun tvivler på, om en kørekort-ordning til kamphundeejere i praksis vil være effektiv. Som hun udtrykker det:
– I trafikken er der jo også mange, der opfører sig tåbeligt efter at have fået kørekort.
– Kortet kan dog have en funktion, da det kun er den, der har kortet, som må lufte den pågældende hund. Det betyder, at politiet vil kunne gribe ind, hvis en anden lufter hunden.
















































