Nazi-offer var ikke gravid

Den 26-årige brasilianske kvinde, der hævdede, at hun blev overfaldet af tre nazister og derved mistede sine ufødte tvillinger, løj om sin graviditet. Nu undersøger politiet, om hun selv påførte sig skaderne

Adskillige steder var der skåret kendingsbogstaverne til det højreorienterede Schweizisk Folkeparti, SVP, ind i kvindens hud. (Foto: Globo)
Adskillige steder var der skåret kendingsbogstaverne til det højreorienterede Schweizisk Folkeparti, SVP, ind i kvindens hud. (Foto: Globo)

De schweiziske myndigheder har siden klokken 14 afholdt et pressemøde i sagen om det angivelige nazistiske overfald på en 26-årig brasiliansk kvinde.

Siden i nat har billeder af den skamferede, gravide, brasiliansk kvinde Paula Oliviera, der er ansat hos A.P. Møller-Mærsk, floreret over hele verden. Hun var ifølge sin egen forklaring blevet overfaldet og skamferet af nynazister, hvorefter hun mistede sine ufødte tvillinger.

Var ikke gravid
Sagen sendte chokbølger gennem Schweiz - hvor kvinden bor. Men nu meddeler de schweiziske myndigheder, at kvinden ikke var gravid, og at det er uklart, om Paula Olivieras skader er påført af hende selv.

Hendes advokat hævder, at hun blev angrebet af tre skinheads i mandags uden for en togstation i Zürich. Billeder af hendes mave og ben, der er skamferet med nazisymboler og racistiske budskaber, er offentliggjort.

Hun er blevet skåret med barberblade cirka 100 gange i kroppen under det angiveligt 10 minutter lange overfald. Desuden var der også adskillige steder skåret kendingsbogstaverne til det højreorienterede Schweizisk Folkeparti, SVP, ind i hendes hud.

Ikke ramt følsomme steder
Ifølge politiet optræder kvindens skader kun på steder, som hun selv kan nå. Desuden undrer det retsmedicinerne, at hverken kønsdele eller brystvorter er ramt. Skaderne er desuden meget ensartige, hvilket kan tyde på, at Paula Oliviera selv står bag.

Det schweiziske politi understreger dog, at det stadig også undersøger sagen som et overfald.