Saddams danske luksusyacht til salg

Saddam Husseins gamle luksusyacht, som blev bygget i Danmark, er nu sat til salg. Yachten indeholder alt fra svømmebassin og moské til miniubåd

Saddams yacht kommer formentlig til at koste omkring 200 millioner kroner. (Foto: AP)
Saddams yacht kommer formentlig til at koste omkring 200 millioner kroner. (Foto: AP)

Regeringen i Irak vil sælge den tidligere diktator Saddam Husseins luksusyacht, som blev overleveret til staten i juli efter en langtrukken juridisk strid. Det oplyser en talsmand for regeringen.

Den 82 meter lange yacht Ocean Breeze blev bygget i Danmark i 1981 og hed oprindelig Qadissiyat Saddam. Yachten er udstyret med flere svømmebassiner, en moské, en raketafyrringsrampe og en miniubåd.

- Regeringen har besluttet at sælge Saddam Husseins yacht, og finans- og udenrigsministeriet har fået til opgave at gennemføre salget, oplyser en talsmand.

Yachten har ligget blandt andre luksusskibe i havnen ved byen Nice på den franske riviera siden november og har fra starten været genstand for strid, hvilket resulterede i, at den aldrig rent fysisk blev overleveret til den irakiske diktator.

Prisen ventes at blive knap 200 millioner kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Hent flere