Slog alarm da automaten åd dankort

Da bankautomaten i nat slugte dankortet til en 43-årig mand fra Nakskov, slog han alarm til politiet. Da myndighederne nåede frem, mødte de en stortudende mand

En 43-årig mand slog alarm til politiet, da en bankautomat slugte hans dankort i nat. Det var en stortudende mand, der mødte politiets patrulje.(Foto: Image100)
En 43-årig mand slog alarm til politiet, da en bankautomat slugte hans dankort i nat. Det var en stortudende mand, der mødte politiets patrulje.(Foto: Image100)

Det var et noget usædvanligt alarmopkald, der indgik til politiet i Nakskov i nat. Omkring totiden slog en mand alarm med beskeden om, at en bankautomat ved Danske Bank i Søndergade havde slugt hans dankort.

Manden krævede, at politiet kom og hjalp ham med at få dankortet tilbage igen. Da en patruljevogn dukkede op, blev de mødt af den 43-årige mand, der stortudende forklarede dem, at automaten havde inddraget hans kort.

- Han stod og græd og var meget, meget ulykkelig og kunne slet ikke forstå, at vi ikke kunne hjælpe ham med at få kortet ud igen, forklarer vagtchef hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi Henrik Karlsen til ekstrabladet.dk.

Den grædende mand forstod simpelthen ikke, hvorfor han blev nødt til at vente med at få sit kort, til banken åbnede igen her til morgen.

Ifølge vagtchefen lykkedes det til sidst politifolkene at tale den ulykkelige mand så meget ned igen ved at få en god og lang snak med ham. Det vides ikke, om manden havde fået en tår for meget indenbords, hvilket ellers kan kunne have påvirket hans humør.

Danske Bank i Nakskov kunne her til formiddag af hensyn til deres tavshedspligt overfor kunden ikke oplyse, om den 43-årige allerede har været forbi for at få sit elskede dankort tilbage.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere