En stor dag for Grønland

Begejstring i Grønland og Danmark for valgresultat, som kan blive nyt skridt mod fuld grønlandsk selvstændighed

Veteranpolitikeren Lars Emil Johansen glæder sig over valg-resultatet. (Arkivfoto: Thomas Wilmann)
Veteranpolitikeren Lars Emil Johansen glæder sig over valg-resultatet. (Arkivfoto: Thomas Wilmann)

- Resultatet blev bedre, end jeg havde fantasi til at forestille mig.

Det sagde den grønlandske veteranpolitiker Lars-Emil Johansen (Siumut) tidligt i dag til Ritzau, efter at et overvældende flertal af de grønlandske vælgere havde stemt ja til en ny selvstyreordning.

- Nationen har talt. Nu er det ikke bare to grønlandske medlemmer af det danske Folketing, der taler om grønlandsk selvstændighed, siger den tidligere landsstyreformand og nuværende medlem af Landstinget.

Han ser resultatet som yderligere et skridt på vejen mod fuld selvstændighed engang, men understreger samtidig, at der ikke er tale om nogen anti-dansk aktion:

- Det varme og tætte forhold til Danmark består, siger Lars-Emil Johansen, der retter en stor tak til de mange danske partier og politikere, der har støttet selvstyreordningen.

- Især vil jeg sige tak til statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der på helt enestående vis har bakket op om os, siger han.

Glade danske politikere
Politikere fra begge fløje i det danske Folketing står i kø fra morgenstunden for at kommentere nattens afstemningsresultat fra Grønland, hvor et massivt flertal sagde ja til øget selvstyre.

- Jeg er utrolig glad for at det grønlandske folk har bakket så flot op om den selvstyreaftale, som er et resultat af et godt fælles forhandlingsforløb mellem Grønland og Danmark. Det er meget vigtigt, at grønlænderne nu også formelt anerkendes som et folk i folkeretslig forstand og med selvstyret får mulighed for at være mere herre i eget hus, siger Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt.

Også Venstres og De Konservatives grønlandsordførere, Henrik Høegh og Per Ørum Jørgensen, noterer sig afstemningsresultatet med glæde.

- Nu er det op til det Landstinget at tage endelig stilling til indførsel af selvstyre på Grønland, siger Henrik Høegh (V), der håber, at det vil lykkes at holde planen om officielt at indføre selvstyre den 21. juni 2009.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere