Frederik og Mary hos kongen

Kronprinsparret har været i Hua Hin i audiens hos Thailands konge, der er under pres på grund af urolighederne i Bangkok.

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, der er på officielt besøg i Thailand, har været i audiens hos kong Bhumibol Adulyadej.

Parret fløj til byen Hua Hin et par hundrede kilometer fra den thailandske hovedstad, Bangkok, for at gå i audiens hos den snart 81-årige monark, der i øjeblikket er under voldsomt pres på grund af de regeringsfjendtlige demonstrationer i Bangkok.

Demonstranterne påberåber sig at være royalister og kræver, at den demokratisk valgte regering går af.

Besøget fandt sted i går, hvor demonstranterne udvidede deres aktioner til en blokade af den internationale lufthavn.

Der står stor respekt om monarken i Thailand, og mange thaier håber, at kongen vil være i stand til at standse den dybe politiske strid.

Kronprinsparret kender også godt til thailandske forhold og ved, at i Thailand regnes farven gul for kongens farve. Således bar kronprins Frederik et gult slips, da han steg ind i den gule limousine, der kørte ham og kronprinsesse Mary i grøn sommerkjole til parrets ventende fly.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere