Deodorant dræbte 12-årig

12-årig britisk dreng mistede livet på grund af overdreven brug af deodorant

Forkert brug af for meget deodorant slog 12-årige Daniel Hurley ihjel. (Arkivfoto: Colourbox)
Forkert brug af for meget deodorant slog 12-årige Daniel Hurley ihjel. (Arkivfoto: Colourbox)

Overdreven og forkert brug af deodorant har kostet den kun 12-årige Daniel Hurley fra Sandiacre i Derbyshire i England livet, rapporterer Sky News.

Drengen blev en morgen fundet bevidstløs og uden vejrtrækning på badeværelset af sin far, der var ved at lave morgenmad til Daniel.

- Jeg kaldte på ham fra køkkenet to gange, og da han ikke svarede, åbnede jeg døren til badeværelset og så ham ligge på gulvet. Han havde få uger inden haft et ildebefindende under sit morgentoilette, men der kom han til sig selv med det samme. Men denne gang trak han ikke vejret, fortæller Robert Hurley.

Daniel blev kørt på hospitalet, hvor han døde fem dage senere uden at være kommet til bevidsthed.

Brugte meget deodorant
- Han brugte meget tid på toilettet om morgenen, inden han skulle i skole. Han brugte gele i håret og sprøjtede en masse deodorant under armene og gav også sit tøj et skud deodorant, så det ville dufte godt i løbet af dagen. Han var ligesom mange 12-årige drenge og piger - han gjorde noget ud af sig selv, siger Robert Hurley.

En retsmediciner, Robert Hunter, har siden slået fast, at Daniel døde som følge af en hjertearytmi, der udviklede sig til et slagtilfælde.

Deodorant udløste døden
Daniel Hurleys hjerte blev tilsyneladende påvirket af de kemiske stoffer i deodoranten, og da han i modstrid med brugsanvisningen sprayede betragtelige mængder deodorant ud i familiens lille, lukkede, uventilerede badeværelse er det Robert Hunters opfattelse, at deodoranten udløste den fatale kædereaktion.

Men han frikender i samme moment producenten Unilever for at være skyld i drengens død.

- Unilever har på tilstrækkelig vis anvist om korrekt brug af deodorant. Jeg er dog i tvivl om, hvorvidt folk nogensinde læser disse anvisninger. Men folk bør vide, at disse produkter kan have en indvirkning på hjertet, siger Robert Hunter.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere