Baby P's by: Hvor mange skal dø?

Omsider siger borgmesteren i London-bydelen Haringey undskyld for det svigt, som førte til 17 måneder gamle Baby P's død - men borgerne vil se hoveder rulle

'Hvor mange skal dø?' lød råbene i Haringeys byrådssal, da borgmesteren skulle tage ansvar for Baby P's tragiske skæbne. (Foto: AP)
'Hvor mange skal dø?' lød råbene i Haringeys byrådssal, da borgmesteren skulle tage ansvar for Baby P's tragiske skæbne. (Foto: AP)

Der var stopfuldt hus, da byrådet i London-bydelen Haringey mødtes for at tage stilling til et mistillidsvotum mod borgmester George Meehan.

Myndighederne i Hariney svigtede fatalt i sagen om Baby P, den 17 måneder gamle dreng, som i august i fjor døde efter ufattelige grusomheder.

På trods af mindst 60 besøg i hjemmet fra de sociale myndigheder lykkedes det drengens 'stedfar' og dennes kammerat systematisk at tæve drengen ihjel, uden at moderen greb ind - og uden at myndighederne opdagede de dødelige mishandlinger. Moderen og de to mænd er dømt for at have forvoldt Baby P's død, og de får deres straf i midten af december.

Du har blod på hænderne
Men borgerne i Haringey vil også se hoveder rulle i det system, som svigtede - og som tidligere har svigtet i en lignende brutal børnemishandlingssag, som i 2000 kostede en otteårig pige livet.

Folkestemningen retter sin harme imod Sharon Shoesmith, som er formand for Haringeys børneværn. Blandt andet er lokalkontoret for Haringeys regerende Labour-parti blevet udsmykket med et opslag, som utvetydigt fortæller Shoesmith, hvad folk mener om hende:

'Sharon Shoesmith - du har blod på hænderne. Kommuneskatteydere i Haringey nægter at betale kommuneskat, indtil Sharon Shoesmith er fyret.'

Intet galt i at sige undskyld
I denne uge havde de liberale i Haringey byråd indkaldt et ekstraordinært møde med et mistillidsvotum til borgmester Meehan på dagsordenen. Meehan har hidtil forholdt sig tavs i Baby P-sagen, men mens tilhørere fyldte salen med fyråb og spørgsmålet: Hvor mange flere skal dø?' valgte Meehan omsider at sige uforbeholdent undskyld.

Meehan lovede total opbakning til de to inspektører fra den engelske regerings departement for børn, skole og familie, som i de næste to uger skal undersøge sagen på ordre fra minister Ed Balls. Men Meehan tog forskud på konklusionerne ved at sige:

- Der er ikke noget galt i, at dette byråd undskylder uden forbehold, så det gør vi.

Labour og Meehan har absolut flertal i byrådet. Men den liberale opposition bad borgmesteren om også at påtage sig personlig skyld. Derefter sagde Meehan:

- Jeg har ikke noget problem med at sige, at jeg personligt beder om undskyldning.

1 af 3 Sharon Shoesmith, formand for Haringeys børneværn, skal fyres, hvis borgerne i bydelen skal få lyst til at betale skat. (Foto: AP)
2 af 3 En seddel, som kræver børneværnsformandens afgang, er sat op på vinduet til det lokale Labour-kontor i Haringey. (Foto: AP)
3 af 3 'Hvor mange skal dø?' lød råbene i Haringeys byrådssal, da borgmesteren skulle tage ansvar for Baby P's tragiske skæbne. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere