Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Flemming Ebey Kristensen, Thyborøn døde pludseligt onsdag 63 år gammel.
Han var født på Thyholm, men begyndte som ung at fiske fra Thyborøn. I en årrække var Flemming Kristensen aktiv som formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening, men involverede sig også i foreningsarbejde på landsplan.
Han var i nogle år næstformand for Danmarks Fiskeriforening, men siden efteråret 2004 har Flemming Kristensen stået i spidsen for de danske erhvervsfiskere.
Flemming Kristensen var kendt som en engageret formand og var vellidt og respekteret blandt medarbejderne i Danmarks Fiskeriforening for sin ligefremme væremåde.