Gigantauktion over grønlandsk kunst

En anonym privat samler sætter en unik samling af grønlandsk kunst på auktion. De mange hundrede genstande er samlet gennem 57 år

Hørsholm i Nordsjælland vil lørdag blive invaderet af personer med en forkærlighed for Grønlandsk kunst. En gigantisk privat samling af såkaldt grønlandica kommer under hammeren fra kl. 12 på Auktionshuset i Hørsholm.

Den samlede vurderingspris på de 254 auktionsnumre, hvoraf de fleste består af flere genstande, beløber sig til 809.000 kr.

Samlingen består af et stort antal tupilakker, fedtstensfigurer, masker og malerier. En tupilak er en figur, som de grønlandske troldmænd, angakkoq, brugte til at bekæmpe fjender med. En tupilak er lavet af fedtsten eller knogler fra forskellige dyr og nogle gange også af menneskeknogler.

Blandt de dyreste katalognumre er et maleri af Glob fra 1934, "Måne over Ella Ø", som er vurderet til 25.000 kr. En model af en konebåd er vurderet til 7500 kr. Blandt de mange masker fra Østgrønland er der to fra Scoresbysund, en mand og en kvinde, der er vurderet til 10.000 kr.

Hele samlingen kan ses fredag fra kl. 10 til 19 og lørdag fra kl. 10 til 12.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere