Nedtur på Asiens børser

Aktiekurserne raslede fredag ned i Asien. I Japan faldt Nikkei-225-indekset på et tidspunkt syv procent. Det skyldtes blandt andet dårlige tider hos Toyota

Det gik nedad for aktiekurserne i Asien, da børserne østpå åbnede fredag. Mest dramatisk gik det til på den japanske børs i Tokyo, hvor det toneangivende Nikkei-225-indeks på et tidspunkt var faldet med mere end syv procent. Ved middagstid havde indekset dog genvundet lidt af sit tabte terræn og lå på 8512,29 point. Et fald på 4,35 procent.

En af årsagerne til pessimismen blandt investorerne var bilfabrikanten Toyotas udmelding om, at selskabets årsresultat ventes at blive 68 procent dårligere end sidste år.

- Det, der sender markedet nedad i dag, er Toyotas nedjustering af sine forventninger og frygt for en global økonomisk recession, siger Hakiro Kuramochi, der sidder på en af topposterne hos Tokai Tokyo Securities.

På børsen i Taiwan faldt det toneangivende TAIEX-indeks med mere end fire procent, mens der på børsen i Hongkong kunne konstateres et fald på knap fire procent.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere