Det er sket før, og det vil ske igen. Kunstnere, der af - for mange uforståelige - årsager bruger dyreplageri til at provokere eller debattere.
Sidste skud på stammen af kunstnere, der har fået tusinder af mennesker op af stolene i raseri og forargelse, er den costaricanske kunstner Guillermo Habacuc Vargas. Han fandt på at indfange en gadehund og binde den til en hvid væg på en udstilling i. Her lod han hunden, som han kaldte Natividad, ligge, til den døde af sult og tørst.
- Meningen med mit værk var ikke at plage det stakkels, uskyldige dyr, men at understrege den pointe, at vi alle er dobbeltmoralske. Vi ser hver dag sultende gadehunde og skænker dem aldrig en tanke. Men når én af dem står bundet på en kunstudstilling, hidser vi os op, skriver Vargas på sin blog.
Vargas har dog tidligere givet flere andre forklaringer på hundesultningen, blandt andet at det var en hyldest til en røver ved navn Natividad Canda, der blev dræbt af vagthunde under et røveri.
Trods Vargas' forklaringer fik værket dyrevenner over hele verden til at protestere. Og protesterne er ikke blevet mindre, siden det blev officielt, at Guillermo Habacuc Vargas nu er inviteret til at gentage sin installation på den årlige kunstfestival Biennale Centroamericana of Art i Honduras denne sommer.
Dyremishandling som kunst på mode
Det er langt fra første gang, at kunstværker med døde dyr eller mishandling af dyr, vækker opsigt.
Tilbage i 1970 parterede Bjørn Nørgaard hesten Røde Fane og puttede den på syltetøjsglas. De 130 glas - og optagelser af hesteofringen - var en protest mod Vietnamkrigen og kan endnu ses på Aros i Århus.
I 1994 chokerede den danske kunstner Michael Brammer alt og alle ved at udstille fem udstoppede hundehvalpe, som var aflivet til formålet. Hvalpene stod på en udstilling i Nikolaj Kirke, indtil en tilskuer gik amok og smadrede værket med en jernstang. Det var samme år, at Christian Lemmerz på Esbjerg Kunstmuseum trak fulde huse med sine rådnende grise i glasmontrer.
I 2000 vakte provo-kunstneren Marco Evaristti harme over hele landet, da to besøgende på Trapholt afprøvede hans installation med fisk i blendere og tog livet af dyrene. To døde fisk resulterede i en retssag, som kunstneren dog vandt.
Så sent som i januar forargede kunstnergruppen In Vivo, da de slagtede en gris på en scene i Herning, mens en nøgen kvinde dansede rundt indsmurt i grisens blod. Igen var dyrevenner på barrikaderne og protesterede over, at grisen blev stresset under slagtningen på en scene fuld af lys og larm.
Trods de mange eksempler på provokunst, der koster dyreliv, bliver harmen ikke mindre. Og at endnu et dyr nu skal lade livet i kunstens navn, har atter startet protestmails og underskriftindsamlinger på nettet.
Du kan skrive under for at hjælpe den næste hund, der skal sultes ihjel som kunst her