Rivaler glade: Nyhedsavisen lukker

Nyhedsavisen lukker og udkommer ikke mere. Se mail fra hovedaktionær Morten Lund til de ansatte

Det går stærkt på Nyhedsavisen. Først i denne uge var man klar til at købe en konkurrent, men sidst på ugen står det nu klart at biksen lukker. (Foto: Jens Dige)
Det går stærkt på Nyhedsavisen. Først i denne uge var man klar til at købe en konkurrent, men sidst på ugen står det nu klart at biksen lukker. (Foto: Jens Dige)

Gratisavisen Nyhedsavisen er udkommet for sidste gang.

Klokken 22.04 modtog medarbejderne en mail fra direktør Morten Nissen Nielsen og chefredaktør Simon Andersen.

Af mailen fremgår det, at Morten Lund ikke vil foretage den planlagte kapitaltilførsel, og derfor konkluderer de to ifølge mailen, at det ikke er forsvarligt at fortsætte driften.

Morten Nissen Nielsen og Simon Andersen beklager lukningen over for medarbejderne, men det er vilkårene, når avisen kun har én hovedaktionær, konkluderer de i mailen.

Gratismarkedet vil fortsætte
Anker Brink Lund, professor i medieledelse ved Copenhagen Business School, kalder Nyhedsavisens indtog på det danske avismarked for et eksperiment, der efterlader mange spor. Men der er ifølge ham kun plads til to spillere på gratisavismarkedet. Og her står metroXpress A/S, der nu udgiver både metroXpress og 24timer, samt Urban tilbage som sejrsherrerne, konkluderer han.

- Gratisavismarkedet er kommet for at blive. Der er et rigtig godt marked for en avis og et hæderligt marked for to. Det væsentlige er, at vi nu har fået konsolideret to spillere, der kan dele markedet, siger Anker Brink Lund

Direktør hos metroXpress, Søren Riis, og koncernchef Lisbeth Knudsen fra Berlingske Media, der udgiver Urban, glæder sig da begge også over Nyhedsavisens lukning.

Morten Lund: Jeg beklager
I sin mail til medarbejderne skrev hovedaktionær Morten Lund søndag aften følgende:

'Jeg er uendeligt ked af at måtte meddele at vi I dag har stoppet udgivelsen af Nyhedsavisen. Jeg har sammen med resten af bestyrelsen, ledelsen og chefredaktionen kæmpet til sidste bloddråbe for at redde projektet, som vi alle har troet på, men henset til lavkonjunktur og den generelt finansielle afmatning ser vi det desværre ikke længere muligt at fortsætte.

Af hele mit hjerte vil jeg takke alle partnere, medarbejderne og alle andre, der har arbejdet og kæmpet for Nyhedsavisen.'

Meldingen om lukningen kommer blot få dage efter, at Nyhedavisens hovedaktionær, Morten Lund, oplyste, at man var interesseret i at købe den danske del af MetroXpres.

Nyhedsavisen udkom første gang den 6. oktober 2006 og blev den direkte årsag til en gratisavis-krig, der har kostet de danske mediehuse på den grimme side af en milliard kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere