Regeringen og modebranchen lover etisk forsvarligt tøj

En ny aftale mellem regeringen og den danske tøjbranche skal sikre ansvarlig tøjproduktion i Bangladesh

Kollapset tekstikfabrik får den danske regering og modebranche til at love bedre etik. (Foto: Idmail Ferdous/AP)
Kollapset tekstikfabrik får den danske regering og modebranche til at love bedre etik. (Foto: Idmail Ferdous/AP)

Den danske tøjbranche skal tage mere ansvar, når de får syet deres tøj for billige penge på fabrikker i Bangladesh.

Sådan lyder den aftale, som fredag blev indgået på et møde mellem udviklingsminister Christian Friis Bach (R), handelsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og en række fagforeninger, folkelige foreninger og hovedparten af den danske tøjbranche.

Den såkaldte partnerskabsaftale skal blandt andet sikre bedre arbejdsforhold, bedre lønninger og større åbenhed omkring tekstilproduktionen i Bangladesh. Det fortæller udviklingsminister Christian Friis Bach.

- Det skal blive til gavn for især de kvinder, som hver dag sidder og syr vores tøj, men som ikke skal gøre det med livet som indsats, siger han.

Aftalen kommer kort efter, at en tekstilfabrik i Bangladesh styrtede sammen med mere end 1100 døde som følge.

Ulykken understreger vigtigheden af, at de danske virksomheder tager medansvar for de vilkår, deres varer bliver produceret under, siger ministeren.

- De danske virksomheder har et betydeligt ansvar for at sikre ordentlige forhold hele vejen ned igennem deres leverandørkæde, helt ned til den sidste fabrik og den sidste kvinde, siger udviklingsministeren.

Aftalen mellem regeringen og den danske tøjbranche kan dog ikke løse problemet med de dårlige arbejdsforhold alene. Også produktionslandene skal gøre mere for at sikre de mennesker, der syr tøj for de danske tekstilvirksomheder, siger Christian Friis Bach.

- Vi kan ikke løse det alene fra Danmark. Det her kræver, at regeringen i Bangladesh styrker indsatsen betragteligt, og vi lægger pres på, for at det sker, siger han.

Planen er, at parternes indsats for bedre produktionsforhold bliver evalueret i begyndelsen af næste år.

0 kommentarer
Vis kommentarer