Serbisk dansker: Karadzic er en helt

Slavko Labovic, der hele sit liv har boet i Danmark, mener Karadzic er en folkehelt, som er uskyldig i anklagerne om krigsforbrydelser. Han kalder anholdelsen en tragedie

– For os serbere er Karadzic en helt. Og efter min bedste overbevisning har han ikke begået krigsforbrydelser. Det er blot noget, som USA og Nato påstår. Nu frygter jeg desværre, at han allerede er blevet dømt, inden han kommer for domstolen i Haag.

Stemmen er fast , mens manden bag de nøje overvejede ord holder direkte øjenkontakt.

Navnet er Slavko Labovic. Han er 44 år og har hele sit liv boet i Danmark. Alligevel banker hans hjerte for det serbiske folk, som hans familie tilhører.

Det er en tragedie
– Karadzic er et symbol for sit folk. Hans mål og drøm var, at serberne kunne leve i fred og ro. Han har modsat sig, at serberne skulle leve på et muslimsk territorium. Derfor er det en tragedie, at han er blevet anholdt.

Slavko Labovic, skuespiller og formand for den serbiske forening i Danmark, siger også, at han nu frygter, at anholdelsen vil skabe ny uro i Serbien.

Livsværket kriminaliseres
– Hvis, og det er vigtigt at understrege, men hvis Karadzic bliver dømt, bliver både han og hans livsværk kriminaliseret. Det vil få den muslimske regering til at bruge dommen som argument for at tvangsintegrere serberne i det muslimske samfund. Og så vil der igen opstå ny uro.

Labovic har aldrig mødt Karadzic, men talt med ham i telefonen flere gange, senest i 1995. Altså det år Karadzic begyndte sit liv på flugt.

– Men det vil jeg helst ikke snakke om, siger han. - Jeg har kendt hans familie altid. Den kommer fra Montenegro ligesom min egen familie.

På spørgsmålet om en krigsforbryder ikke skal stå til ansvar for sine handlinger, svarer han:

– Selvfølgelig. Men jeg frygter, at han ikke får en fair rettergang. Udleveringen af Karadzic er bestemt ikke folkets ønsker. Der er tale om højforræderi.

Nyheden om Karadzics anholdelse modtog Labovic pr. telefon, da familien i Beograd ringede ham op.

’Jeg blev rystet’
– Det er en af de hårdeste og dårligste nyheder, jeg har fået i hele mit liv. Jeg blev rystet. Karadzic har ikke begået de forbrydelser, han beskyldes for. Han har kæmpet for sin religion, sit land og sit folk. Det har mange andre statsledere også gjort, uden at de er blevet stillet til ansvar.

I de kritiske år, som Labovic kalder tiden, hvor tusinder af mennesker blev myrdet eller forsvandt, ville Karadzic blot forhindre, at serberne led samme skæbne i Bosnien, som det var tilfældet i Kroatien, påpeger han med et fast blik.

– Det eneste, serberne altid har ønsket, er at leve i fred og helst med forsoning. Især det sidste er også mit personlige ønske.

Læs mere om anholdelsen af Karadzic i dagens udgave af Ekstra Bladet og her på sitet

1 af 2 Karadzic boede i Beograd og arbejdede som læge under et andet navn og gemt bag et stort hvidt fuldskæg. (Foto: AP)
2 af 2 
kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen