Måske kan irakiske tolke få job

De ingeniøruddannede tolke kan søge job i forsvaret på lige fod med andre. Der er lige nu tre ledige stillinger, og tolkene behøver ikke dansk indfødsret, siger forsvaret

De ingeniøruddannede irakere kan måske godt få job i det danske forsvar alligevel. (Foto: AP)
De ingeniøruddannede irakere kan måske godt få job i det danske forsvar alligevel. (Foto: AP)

Forsvaret vil gerne tage imod nogle af de irakiske tolke, der trods gode uddannelser og sprogkundskaber ikke kan finde arbejde i Danmark. Det siger Forsvarets Personeltjeneste, som lige nu har tre ledige ingeniørstillinger.

- Vi har ikke lovet de tidligere tolke særlige forhold i forbindelse med at de kom til Danmark, men de har sikkert lært sig noget dansk for at kunne begå sig på det danske arbejdsmarked, og så er de velkomne til at søge på lige fod med alle andre. Forsvaret ønsker at være en mangfoldig arbejdsplads, og der vil vi gerne beskæftige dem, hvis de har de rette kvalifikationer og deres profil passer, siger major og presseofficer i Forsvarets Personeltjeneste, Frede Damsø til Ritzau.

Ifølge Ingeniørforeningen er forsøg på at få irakerne ansat i forsvaret strandet på, at irakerne ikke har dansk indfødsret, men major Frede Damsø afviser, at dansk statsborgerskab er et krav for at blive ansat i forsvaret som ingeniør.

0 kommentarer
Vis kommentarer