Ruth opdrager med smæk

Børnene i frikirken Faderhuset er udsat for omsorgssvigt og trues med vold. De sociale myndigheder er nu blevet underrettet

Børnene i den kristne frikirke Faderhuset er truet af vold og vanrøgt, frygter organisationen Børns Vilkår, som har underrettet de sociale myndigheder om mulig omsorgssvigt af børn fra Faderhuset.

- Der er tale om vold. Endefulde, rusk og slag. Og så er der tale om vanrøgt - børn, som bliver overladt til sig selv. Og om at børn overværer, at mor får bank, eller at mor og far slås, siger souschef i Børns Vilkår Bente Boserup til DR Nyheder.

Udsættes for dæmonuddrivelse
Ifølge hende er børn i Faderhuset også blevet udsat for dæmon-uddrivelse. Hun frygter, at børnenes opdragelse med smæk og hård disciplin vil gøre dem voldelige senere i livet.

En af landets førende eksperter i socialret, professor Kirsten Ketscher, har gennemgået de i alt 14 underretninger, der omhandler 44 børn.

- Alle de underretninger, jeg har set, drejer sig om virkelig alvorlige sager. I nogle tilfælde drejer det sig simpelthen om straffelovsovertrædelser, siger hun til DR Nyheder.

Ruths ansvar
Hvis oplysningerne fra Børns Vilkår holder vand, mener Kirsten Ketscher, at Faderhusets ledelse bærer et stort ansvar.

- Det, der fremgår, er, at man ønsker at få magt over børnene. Fjerne dem fra deres egne familier og give dem et sæt normer, som indoktrineres dem af denne religiøse sekt, og at dette sker ved hjælp af midler, som man ikke kan acceptere, for eksempel at man slår dem. Og det er helt usædvanligt at se en sådan adfærd. Og det er ikke det, vi er vant til at se i forbindelse med omsorgssvigt, forklarer hun.

Ingen kommentarer
Børns Vilkår bygger de mange underretninger om omsorgssvigt på flere henvendelser fra personer, der har et indgående kendskab til Faderhuset.

- Og vi har stor tiltro til, at de ikke har gjort det her, fordi de vil hævne sig på Ruth Evensen (lederen af Faderhuset, red.). De har gjort det af en oprigtig bekymring for alle de børn, der er tilknyttet Faderhuset, siger hun. Ruth Evensen har ikke ønsket at kommentere de nye anklager, men i en mail til 21 Søndag skriver hun, at hun betragter sagerne som udokumenterede.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen