Topløs front nu også i Danmark

Onsdag aften indtog ti topløse kvinder DGI-byen i København, i hvad de selv kalder 'en kropspolitisk aktion'

Ti unge aktivister forsøgte her til aften at 'afseksualisere' kvindekroppen i DGI-byen i København. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)
Ti unge aktivister forsøgte her til aften at 'afseksualisere' kvindekroppen i DGI-byen i København. (Foto: Martin Lehmann/Polfoto)

Hoppende, vippende, gyngende.

Ti par bare ungpigebryster fik lov at udfolde sig, som naturen har skabt dem i DGI-byen onsdag aften.

Og nej, der var ikke tale om optagelserne til en småslibrig film for babsomaner i alle aldre.

Tvært i mod. Kvinderne lod ammeaggregaterne hænge i fri dressur for at 'afsexualisere kvinders bryster.' Så kedeligt det end kan lyde.

- Det er et oprør imod, at kvindekroppen overalt og hele tiden bliver betragtet som et sexobjekt. Som kvinder vil vi gerne selv have lov at bestemme, hvornår vores bryster skal være seksuelle. Og det skal de ikke i en svømmehal. Derfor skal de heller ikke dækkes til. Vi vil have lov til at bade topløse ligesom mændene, siger den 20-årige aktisvist Astrid Vang til politiken.dk.

Idéen med at flashe brysterne i en offentlig svømmehal er ikke de danske pigers egen. Siden september måned i år, har den svenske feministgruppe 'Bara Bröst' viftet med fortrinende overalt i broderlandets svømmehaller. Herfra har bevægelsen bredt sig til Norge og nu også Danmark.

Almindeligvis er det ikke tilladt at bade topløs i DGI-Byen, men i dagens anledning blev der gjort en undtagelse.

Ifølge Politiken.dk jubler de svenske søstre over det danske tiltag.

Det gør vi også her på redaktionen, hvor vi lover pigerne al den moralske opbakning, de kan ønske sig.

0 kommentarer
Vis kommentarer