Ruth Evensen opkøber landsby

Faderhuset ser ud til at ville overtage byen Bandholm på Lolland. Ruth Evensen og hendes folk har købt flere store ejendomme, efter hun har solgt både Jagtvej 69 og dyre adresser i Rungsted og Hellerup

Ruth Evensen kan roligt smile. Hun har nemlig netop erhvervet sig flere ejendomme i Bandholm. (Foto: Thomas Borberg)
Ruth Evensen kan roligt smile. Hun har nemlig netop erhvervet sig flere ejendomme i Bandholm. (Foto: Thomas Borberg)

Faderhuset, som efter års kamp vandt slagsmålet om Ungdomshuset på Jagtvej 69, og rev det ned, er tilsyneladende ved at opgive København. Sektens leder Ruth Evensen og andre nøglepersoner er flyttet til Bandholm på Lolland.

Både Faderhusets hjemmeside og tingbogsoplysninger afslører, at flytningen delvist finansieres med lån fra yderligtgående kristne i det amerikanske bibelbælte. Disse har tidligere støttet Faderhuset, og nu spytter berygtede folk som Thomas Pottmeyer, Frences Heller, Sandra Heller og Stanley Heller fra den kulsorte del af den amerikanske kristenhed 875.000 kroner i flytningen til Bandholm. Og de kræver tilsyneladende ikke samme sikkerhed som en dansk kreditforening.

Foreløbig har Faderhuset, Ruth Evensen og andre sekt-medlemmer brugt 13,4 millioner kroner på opkøb af mindst fire ejendomme i byen: Bandholm Hotel og tre store villaer.

Ruth Evensens rygstød er en pengetank på rundt regnet 15,5 millioner kroner. Salget af to kæmpevillaer på Skelvej i Hellerup og Bel Colles Alle i Rungsted, et hus i Tune og to lejligheder i Fløng spædede ifølge tingbogsoplysninger til formuen med et overskud på 12 millioner kroner. Dertil kommer et lån på 8,5 millioner kroner, som Evensen tog med sikkerhed i Jagtvej 69 for et år siden.

Herfra skal dog trækkes de fem millioner kroner, som nedrivningen af Ungdomshuset ifølge Berlingske Tidende har kostet.

Guds profet, som Ruth Evensen ifølge den lollandske præst, Dan Månsson, kalder sig, og hendes cirka 50 tilhængere kunne altså formentlig mageligt have betalt kontant for deres storkøb i Bandholm. Men næsten alle hendes nyindkøbte ejendomme i byen er belånt op over skorstenen. For en stor dels vedkommende med afdragsfrie lån.

Læs meget mere om sagen i Ekstra Bladet i dag.