Nye Muhammed-protester i dag

Protesterne mod de danske Muhammed-tegninger fortsætter. I dag er der anmeldt en ny demonstration på Christiansborg Slotsplads

Protesterne mod de genoptrykte Muhammed-tegninger fortsætter. I dag foran Christianborgs Slotsplads.(Foto: Carsten Snejbjerg)
Protesterne mod de genoptrykte Muhammed-tegninger fortsætter. I dag foran Christianborgs Slotsplads.(Foto: Carsten Snejbjerg)

Efterdønningerne af de danske Muhammed-tegninger fortsætter. Rundt omkring i verden har flere protest-aktioner mod de tolv omstridte tegninger igen fundet sted i løbet af fredagen. Herhjemme fortsætter vrede muslimer også med at vise deres utilfredshed. Fredag eftermiddag er der indkaldt til demonstration foran Christiansborg Slotsplads.

Hvem der står bag demonstrationen vides endnu ikke. Københavns Politi har dog fået en lovlig anmeldelse af demonstrationen, som forventer at op mod 1000 demonstranter dukker op.

- Jeg vil ikke oplyse om, hvem der har anmeldt demonstrationen. Det må de selv oplyse, hvis de ønsker det, udtaler Københavns Politis centrale vagtleder til ekstrabladet.dk.

Dagens demonstration starter kl. 15 og varer to timer. For et par uger siden samlede den yderligtgående organisation Hitz-bur-Tahir omkring 1000 personer til en demonstration på Blågårds Plads på Nørrebro, hvor der blev ytret vrede skældsord mod Danmark og den danske regering på grund af de genoptrykte tegninger.

I udlandet i dag fortsætter demonstrationer også. Her fandt den største demonstration fandt sted i Karachi, Pakistans største by og financielle centrum, hvor adskillige religiøse og politiske grupper nedlagde arbejdet. Butikker blev lukket, og den kollektive trafik stod stille i dele af byen.

- Med denne demonstration viser vi vor vrede mod alle dem, der har været blasfemiske over for vor profet Muhammed, sagde Atig Mir, der leder sammenslutningen af handlende i Karachi.

Lignende aktioner fandt sted i andre storbyer, blandt andre Lahore, Rawalpindi og hovedstaden Islamabad. Ingen af demonstrationerne var specielt store, og antallet af deltagere kunne tælles i nogle få hundrede.