Hotel smider Muhammed-tegner ud

Det hotel, som har Kurt Westergaard boende, har bedt ham og hans kone om at rejse. Ifølge hotellets ledelse er tegneren en sikkerhedsrisiko for de andre gæster

Kurt Westergaard mangler et sted at bo fra på torsdag. (Foto: Andreas Szlavik)
Kurt Westergaard mangler et sted at bo fra på torsdag. (Foto: Andreas Szlavik)

Den dødstruede Muhammed-tegner Kurt Westergaard fra Jyllands-Posten er sat på gaden. Fra torsdag er han og hans kone hjemløse, fordi direktøren på det hotel, hvor parret for tiden bor, har bedt ham forlade sit værelse.

Direktøren begrunder det med, at Kurt Westergaard udgør en sikkerhedsrisiko for hotellets andre gæster. Politiets efterretningstjeneste har ikke været i stand til at finde et andet hotel, der vil huse tegneren.

– Jeg ved ikke, om jeg kan bebrejde hotellet noget. Direktøren skal selvfølgelig tænke på sine gæster. Og jeg kan godt forstå, at han føler, jeg er en sikkerhedsrisiko, siger Kurt Westergaard fra sit skjul til Ekstra Bladet.

Han har to synspunkter vedrørende sin hjemløshed. Kurt Westergaard anerkender hotellets ret til ikke at udsætte dets gæster på fare. På den anden side er han decideret ked af det.

– Det smerter mig også. Jeg frygter for, at det skulle brede sig, så jeg ikke længere er velkommen nogle steder. Det er ikke rart, når man ikke er ønsket, siger bladtegneren.