Muhammed vender tilbage

Flere store danske dagblade vælger nu at genoptrykke en eller flere af de omstridte Muhammed-tegninger i morgendagens aviser. Ekstra Bladet bringer alle tolv tegninger her

En af de tolv omstridte Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i 2005, bliver nu genoptrykt i flere danske medier.
En af de tolv omstridte Muhammed-tegninger, som Jyllands-Posten bragte i 2005, bliver nu genoptrykt i flere danske medier.

Dagens afsløring om mordtrusler mod den 73-årige tegner Kurt Westergaard, der er ophavsmand til en af de mest 'berømte' Muhammedtegninger, har igen sat gang i debatten om ytringsfriheden i Danmark. Det får nu flere danske medier til at genoptrykke en eller flere af de omstridte tegninger, der i 2005 satte ikke bare Danmark men hele verden på den anden ende.

På Ekstra Bladet slår vi nu et ekstra slag for ytringsfriheden ved at bringe samtlige tolv tegninger, som i sin tid blev bragt i efteråret 2005 i Jyllands-Posten.

- Man kan ikke gradbøje ytringsfriheden, og det er et vigtigt signal at sende, at dansk presse står sammen om det, lyder den klare udmelding fra Ekstra Bladets ledende chefredaktør Poul Madsen.

Ekstra Bladet trykker således samtlige tolv omstridste Muhammed-tegninger i morgendagens avis. Samtidig har også Politiken, Jyllands-Posten og Berlingske Tidende valgt at genoptrykke Kurt Westergaards verdensberømte tegning, der illustrerer Muhammed med en bombe i turbanen.

Ifølge Ritzaus Bureau er chefredaktørerne på Politiken og Berlingske rystede over planerne om at myrde Kurt Westergaard og erklærer sig klar til at kæmpe for den frie debat.

- Vi må i de danske medier sende et klart og utvetydigt signal til alle, der måtte få samme vanvittige tanke som dem, der ville angribe Kurt Westergaard, siger Berlingske Tidendes chefredaktør Lisbeth Knudsen til jp.dk.

Muhammed-tegner fortryder intet
Tegneren Kurt Westergaard, som er en af hovedpersonerne i den omstridte Muhammed-sag har fået vendt sit liv på hovedet på grund af mordtrusler mod ham og sin familie. Men det får ikke den 73-årige Jyllands-Posten tegner til at fortryde sit arbejde et øjeblik.

- Nej, det gør jeg ikke. Bestemt ikke, lyder det klare svar fra Kurt Westergaard i et interview, da TV2 News spurgte ham om, han ville have gjort noget anderledes taget Muhammed-krise og mordtrusler i betragtning.

Kurt Westergaard blev kendt med mordtruslerne allerede i starten af november, hvor han blev kontaktet af PET, som bad ham flytte fra sin bopæl allerede samme dag. Siden da, forklarer han til TV2 News, har han og familien boet flere forskellige steder i landet - og udlandet for at være i sikkerhed.

- PET har bestemt reddet mit liv. Det er jeg overbevist om, siger Kurt Westergaard i interviewet.

Westergaard har mere følt vrede end frygt efter truslerne mod hans person blev ham kendt. Han mener stadig, at han bare har udført sit arbejde.