Forbrug af lykkepiller eksploderer

Danmark er det land i OECD, hvor forbruget af lykkepiller er vokset mest i perioden fra 2000 til 2005, viser ny rapport. Og stigningen ser ud til at fortsætte

Danskerne spiser lykkepiller som aldrig før. Hvor danskerne i 2000 brugte 35 dagsdoser antidepressive piller per 1000 voksne, var tallet i 2005 vokset til 60. Altså tæt på en fordobling. Dermed er Danmark det OECD-land, der har opnået den største vækst i forbruget af lykkepiller fra 2000 til 2005.

Stigningen i det danske forbrug har været mere end dobbelt så stor som væksten i et gennemsnitligt OECD-land. Dét viser nye tal fra den økonomiske samarbejdsorganisation OECD, som Ugebrevet A4 har analyseret.

På anden, tredje og fjerdepladsen kommer Island, Australien og Sverige, hvor forbruget af lykkepiller er vokset med henholdsvis 24, 21 og 18 dagsdoser.

Tilmed ser det ud til, at danskernes forbrug af lykkepiller er fortsat op efter 2005. Ifølge Lægemiddelstyrelsen, der minutiøst følger danskernes forbrug af medicin, voksede salget af lykkepiller med otte procent fra første halvår 2006 til første halvår 2007.

0 kommentarer
Vis kommentarer