Nordens største sygehus i Århus

Med udkastet til Danmarks største sygehusbyggeri ved Århus er der sat helt ny standard for den kommende bølge af sygehusbyggerier, siger regionernes formand

Startskuddet til det største sygehusbyggeri i Norden lød torsdag i Skejby ved Århus.

Med offentliggørelsen af det konsortium, som skal stå for rådgivningen og projekteringen af byggeriet af et nyt østjysk storsygehus, løftes sløret for første gang for, hvordan Danmarks p.t. mest ambitiøse sygehus skal se ud.

Den kommende hospitalsby sætter helt nye standarder på mange felter: Énmandsstuer til alle patienter er normen. Akutmodtagelsen bliver placeret helt centralt på sygehuset og med en heliport på taget til indflyvning af patienter.

Gigantsygehuset i Århus får 100.000 indlagte patienter årligt og 600.000 ambulante. Det bliver det allerførste af en hel stribe kommende store danske hospitalsbyggerier i dét, der er den største ommøblering nogensinde i dansk sundhedsvæsen.

Ifølge formanden for Danske Regioner Bent Hansen (S) vil Skejby sætte standarden for alle de kommende sygehuse.

- Det bliver state of art indenfor sygehuse til inspiration for de andre, siger han.

Målsætningen er, at det nye sygehus skal stå færdig i 2019.

0 kommentarer
Vis kommentarer