Russisk fragtskib trukket fri

Kaptajnen på det russiske fragtskib 'South Michelle' får en bøde for spiritussejlads. Skibet blev lørdag trukket fri af en sandbanke ved Assens

Det russiske fragtskib 'South Michelle' blev i går trukket fri efter at være stødt på grund ved Assens. (Arkivfoto)
Det russiske fragtskib 'South Michelle' blev i går trukket fri efter at være stødt på grund ved Assens. (Arkivfoto)

Det russiske fragtskib 'South Michelle', der fredag gik på grund ud for Assens, blev lørdag aften trukket fri og ligger nu ved kaj i Assens Havn. Men der venter et retligt efterspil for den russiske kaptajn. Politiet fandt ham nemlig stangdrukken, da de entrede skibet.

Det 2856 ton store skib sejlede fredag på en sandbanke ved indsejlingen til havnen formentlig på grund af kraftig blæst.

- Da vi kom ud til skibet, fandt vi kaptajnen sovende med en ordentlig bjørn på. Han får nu en bøde for overtrædelse af søloven, for selv om skibet er grundstødt, skal det stadig have en mand, der er ansvarlig for at sejle skibet, siger vagthavende Lars Thede, Odense Politi.

Søndag vil dykkere fra Søværnets Operative Kommando (SOK) undersøge skibet udvendigt for skader.

0 kommentarer
Vis kommentarer