Flere gaderøverier i Esbjerg

Antallet af gaderøverier i Esbjerg er nærmest eksploderet inden for det seneste år. Også Aabenraa følger godt med, oplyser politiet

Det er en god idé at kigge sig en ekstra gang over skulderen, hvis du færdes i Esbjerg efter mørkest frembrud.

Antallet af gaderøverier i fiskerbyen er steget med over 70 procent det forgangne år i forhold til 2006, oplyser politiinspektør Jørgen Abrahamsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det svarer til, at der næsten hver eneste uge sker et gaderøveri i byen. Samlet set var der 110 gaderøverier i hele Syd- og Sønderjyllands Politikreds mod 91 i 2006.

Også forretninger og kiosker har haft adskillige ubudne gæster, der truede sig til pengebeløb. Der skete 131 røverier, hvilket er en stigning på 8,3 procent.

Jørgen Abrahamsen kalder det bemærkelsesværdigt, at politikredsen blot havde ét bankrøveri i hele 2007. Det fandt sted i julen mod Andelskassen på Rønhave Plads i Sønderborg, hvor en røver slap af sted med over 50.000 kroner.