100.000 fulgte Bhuttos begravelse

Benazir Bhutto blev fredag eftermiddag begravet i det sydlige Pakistan, mens vold og sammenstød fortsatte flere steder i Pakistan

Her begraves Benazir Bhutto af sine tilhængere. (Foto: AP)
Her begraves Benazir Bhutto af sine tilhængere. (Foto: AP)

Pakistans myrdede oppositionsleder Benazir Bhutto blev fredag begravet i sin families mausoleum i den sydlige Sindhprovins.

Begravelsen blev overværet af hundredtusindevis af sørgende.

Det statslige tv sagde, at Bhutto blev begravet, efter at en mullah havde ledet folkemængdens begravelsesbønner.

Et smertensråb gik gennem folkemængden, da Bhuttos kiste nåede frem til mausoleet - indsvøbt i et sort, grønt og rødt flag fra hendes parti, Pakistans Folkeparti (PPP).

Båren var to timer om at blive kørt de fem kilometer fra Bhuttos hjem i Naudero til det private mausoleum i Ghari Khuda Baksh. Mange sørgende græd og slog sig for brystet, da kisten passerede dem i en hvid ambulance. Benazir Bhuttos mand, Asif Ali Zardari, ledsagede båren.

Imens kæmpede myndighederne for at holde vold og sammenstød nede. Omfanget af voldelige uroligheder lammede den atombevæbnede nation, hvor der er frygt for en tiltagende destabilisering. I Bhuttos fødeprovins Sindh fik politiet bemyndigelse til at skyde mod voldelige demonstranter.

Over en snes mennesker blev meldt dræbt fredag. I byen Hyderabad blev fem aktivister ramt af skud, sagde en ledende politimand, Abdul Qadir, som sagde, at demonstranterne var blevet mere og mere voldelige.

1 af 2 Titusinder deltog i begravelsen af Benazir Bhutto. (Foto: AP)
2 af 2 Her begraves Benazir Bhutto af sine tilhængere. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer