Vi græd som aldrig før

Emilie blev født fredag 26. oktober –  halvandet døgn efter, at personalet på Hvidovre Hospital havde konstateret, at fostret i Helene Hovmanns mave ikke mere var i live.

Helene Hovmann var i slutningen af 34. uge, da hun pludselig ikke mere kunne mærke liv i sin voksende mave. Mens kæresten blev hjemme og passede parrets anden datter, Lina, tog hun på Hvidovre Hospital, hvor lægerne bekræftede hendes værste anelser: Barnet i maven var dødt.

– Jeg brød sammen. Det var så uvirkeligt.

Det blev besluttet at sætte fødslen i gang dagen efter –  når Helene og kæresten havde fået babysitter til parrets ældste. Og 26. oktober kom den lille, døde pige til verden.

– Undervejs i fødselsforløbet tænkte jeg meget på, om det ville være skræmmende at se en død baby. Jeg har set en død voksen, men tanken om at se sit barn dødt var skræmmende. Samtidig blev vi opfordret til at tænke på et navn til vores baby, som vi på det tidspunkt ikke kendte kønnet på.

Rørte sin døde søster
Det viste sig at være en fin lille pige med mørkt hår, 49 centimeter lang og med en vægt på knap tre kilo. Umiddelbart helt perfekt. Bortset fra, at hun ikke trak vejret.

– Vi holdt hende rigtig længe. Vaskede hende, klædte hende på og fik taget hånd- og fodaftryk. Og så græd vi, som vi aldrig før har gjort. Min kæreste græd uafbrudt i halvanden time. Lina fik også lov at se og røre ved sin døde søster.

Familien valgte ikke at få deres lille datter obduceret. Derfor ved Helene Hovmann ikke med sikkerhed, hvorfor datteren døde i maven.

– Moderkagen er blevet undersøgt og noget tyder på, at jeg har dannet små blodpropper i den, men den direkte dødsårsag kender vi ikke.

To dage før den planlagte bisættelse af familiens lille pige måtte Helene indlægges på hospitalet med en infektion i livmoderen.

– Tænk, hvis jeg var blevet nægtet behandling, som vi efterfølgende har oplevet ikke at kunne få vores sorg behandlet, siger Helene og stryger ømt sin store datter på skulderen.
0 kommentarer
Vis kommentarer