Hetz synd for Tønder-pigerne

En politimand har fulgt de anbragte piger gennem mere end to år og roser den omdiskuterede institution. Han er vred over kritikken mod institutionen

Kriminalassistent Tom Christensen om Tønder-pigernes institution: - Børnene bliver måske opdraget lidt gammeldags, men det sker på en kærlig måde. (Foto: Thomas Sjørup)
Kriminalassistent Tom Christensen om Tønder-pigernes institution: - Børnene bliver måske opdraget lidt gammeldags, men det sker på en kærlig måde. (Foto: Thomas Sjørup)
Kriminalassistent Tom Christensen fra Rigspolitiets Rejseafdeling er stærkt fortørnet over, at de to Tønder-pigers institution ved Haderslev nu bliver kritiseret i stærke vendinger.

Tom Christensen var i sin tid med til at opklare Tønder-sagen. Gennem efterforskningen har han fulgt pigernes opvækst i næsten to og et halvt år.

– Jeg kan godt sige dig, at de piger har været gennem en helt fantastisk positiv udvikling. Jeg er kommet mange gange på den pågældende institution, og jeg vil gerne give ledelsen af stedet en stor del af æren for, at pigerne i dag har det så godt, som de har, lyder det fra Tom Christensen.

Han bliver bakket op af en anden af sine kolleger i politiet, Helle Hundebøll, som i sin tid videoafhørte den ældste af pigerne, og som også har besøgt institutionen flere gange.

– Jeg har talt med Helle i dag. Vi er helt enige om, at institutionen har haft en særdeles gavnlig virkning på børnene. Kritikken er skudt helt over målet.

Tom Christensen oplyser, at han har besøgt pigerne på institutionen omkring ti gange – senest her i efteråret.

Trives i skolen
Kriminalassistenten fortsætter:

– I begyndelsen var jeg lidt skeptisk over for stedet. Men senere har jeg jo kunnet se, hvordan børnene trives – både på stedet og i skolen. Begge piger virker velfungerende og glade. Det tror jeg primært er ledelsens skyld, fastslår Tom Christensen.

Kriminalbetjenten understreger, at han ikke er uddannet pædagog.

– Men jeg er politimand og vant til at se, hvordan folk optræder over for hinanden. Jeg var i begyndelsen meget observant over for, hvordan ledelsen agerede over for pigerne. Og jeg så absolut intet, som på nogen måde virkede forkert på mig .Børnene bliver måske opdraget lidt gammeldags, men det sker på en kærlig måde.

Ifølge Tom Christensen har forfatteren og journalisten Mads Brügger blæst en helt urimelig ond stemning op omkring institutionen.

Synd for pigerne
– Jeg forsøgte forgæves for en uges tid siden at forklare Mads Brügger, at sagen slet ikke er så enkel, som han nu fremstiller den. Det er virkelig synd for pigerne, at der atter bliver blæst omkring dem. Det her hjælper ikke børnene, der bør have lov til at være i fred nu, konstaterer en vred Tom Christensen.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere