Maddie-spor slettes i Portugal

Beboerne i den portugisiske ferieby, hvor Madeleine McCann forsvandt, er begyndt at slette sporene efter den fireårige pige

Madeleine McCann fik byen Praia da Luz på alles læber, da hun forsvandt fra et lejlighedskompleks i maj. (Foto: AP)
Madeleine McCann fik byen Praia da Luz på alles læber, da hun forsvandt fra et lejlighedskompleks i maj. (Foto: AP)

Nærmest hele verden er blevet bekendt med navnet Praia da Luz - byen hvorfra den britiske Madeleine McCann forsvandt den 3. maj i år. I over syv måneder har feriebyen været præget af familien McCanns skæbnesvangre ferieophold, hvor datteren forsvandt sporløst, og hele verdens fokus på byen.

Maddie fjernes fra bybilledet
Nu har beboerne imidlertid fået nok. I Praia da Luz er lokalbefolkningen begyndt at fjerne alle spor efter den fireårige, lille pige, som endnu ikke er blevet fundet. Plakater med Madeleines billede og telefonnummeroplysninger til politiet er gennem de sidste dage blevet taget ned fra lygtepæle, forretninger, togstationer, restauranter med mere. De velkendte gul/grønne bånd som tidligere har hængt i træer og buske for at symbolisere håb, er også blevet taget ned.

- Det er ikke fordi, at folk er holdt op med at bekymre sig om sagen. De vil bare gerne vende tilbage til, hvordan det var engang. Det er gået så mange måneder nu. Det er for meget nu, udtaler canadiske Meri Hanli, som ejer en helsebutik i Praia da Luz.

Også billederne af Maddie foran den kirke, hvor Kate og Gerry dagligt søgte hen for at bede for deres datter, er stille blevet fjernet.

Tænker på deres egne
Ifølge Meri Hanli er mange portugisere også forargede over det faktum, at en britisk familie kan skabe så meget opmærksomhed.

- De synes, at politiet fokuserede for meget på Madeleine, i stedet for også at lede efter de forsvundne børn i Portugal, siger hun til Mirror.

Familien McCann har forståelse for lokalbefolkningens reaktion i Praia da Luz.

- Befolkningen i Praia da Luz har været ufatteligt hjælpsomme, da Kate og Gerry boede dernede, og vi tror stadig, at den støtte eksisterer. Kate og Gerry har ikke andet end taknemmelighed til overs for det portugisiske folk, siger parrets talsmand Clarence Mitchell om sagen.

1 af 2 Det er plakater som disse, som lokalbefolkningen i Praia da Luz er begyndt at tage ned. (Foto: Kim Agersten)
2 af 2 Madeleine McCann fik byen Praia da Luz på alles læber, da hun forsvandt fra et lejlighedskompleks i maj. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer