Nytårstorsk: En tale, der ikke blev holdt

Det har været et hårdt år for 'Torskeri-noteringen'. Kandidaterne til prisen som Årets Nytårstorsk har været mange

En suveræn vinder af ærestitlen 'Ekstra Bladets Nytårstorsk 2006' - imam Abu Laban. (Foto: Steen Wrem)
En suveræn vinder af ærestitlen 'Ekstra Bladets Nytårstorsk 2006' - imam Abu Laban. (Foto: Steen Wrem)
Kære Abu Laban,

Til lykke med kåringen som Ekstra Bladets Nytårstorsk 2006. Den har du så rigeligt fortjent.

Og du behøver ikke bare tage mit ord for det. Folket har talt, og det har i sjælden grad samlet sig om din person. I et stærkt felt knuste du al modstand og vandt en overvældende sejr. Men det skal siges, at du også har arbejdet hårdt for den.

Grundlaget for din sejr lagde du nok, da du fik hidset hele den muslimske verden op mod det land, der har taget imod dig som flygtning og givet dig husly. På grund af 12 tegninger i en jysk avis blev danske ambassader angrebet, danske flag brændt af og dansk ost boykottet.

Samtidig har du vist en forbløffende evne til at sige et til os og noget andet til andre, når du troede, vi ikke lyttede. Faktisk har du sagt så mange forskellige og indbyrdes modstridende ting, at du helt alene kan udgøre et debatforum med adskillige deltagere, der har stærkt divergerende opfattelser af virkeligheden.

Til overflod nåede du at sætte en tyk streg under din kandidatur til Nytårstorsken, da du lige inden valghandlingen talte grimt om vores måde at fejre jul på. Muligvis i ubegrundet bekymring for, at vi skulle have glemt dine præstationer i foråret.

Vi har ofte haft en oplevelse af, at du trods mere end 20 år i landet ikke rigtig er ankommet til Danmark. Eller dette århundrede, for den sags skyld. Men din sejr er også en sejr for integrationen. Som Nytårstorsk træder du ind i en perlerække af indfødte danske kvajhoveder.

Du står sammen med spidser fra erhvervs- og kulturlivet. Med borgmestre, folketingsmedlemmer og kongelige. Med stats-, udenrigs-, indenrigs-, økonomi-, trafik-, kultur- og skatteministre.

Endnu en gang hjerteligt tillykke.