Småpiger får p-piller

Læger skriver gavmildt recepterne ud, selv om det går ud over børnenes vækst og kan give brystkræft

Over 6200 piger under 14 år tager p-piller, mener Lægemiddelstyrelsen. (Modelfoto: Polfoto)
Over 6200 piger under 14 år tager p-piller, mener Lægemiddelstyrelsen. (Modelfoto: Polfoto)

Læger deler gavmildt ud af recepter på p-piller til børn.

Tal for Lægemiddelstyrelsen viser, at antallet af piger mellem 10 og 14 år, der tager p-piller, er næsten fordoblet siden år 2000. Det betyder, at over 6200 piger under 14 år i dag tager p-piller.

- Det er jo vanvittigt, at så unge piger får p-piller. Det er en gåde for mig, at forældre giver deres små piger lov til at tage dem, og at lægerne er så gavmilde med at udskrive recepter, siger børn og unge-læge Vibeke Manniche til Ekstra Bladet.

Årsagerne til, at unge piger tager p-piller, er mange. Blandt andet kan det lindre kraftige menstruationssmerter og udskyde en menstruation i forbindelse med en ferie. Det er dog ikke tilstrækkeligt gode argumenter for at give unge piger p-piller, mener Vibeke Manniche:

- P-piller er prævention, intet andet. Der er en stor risiko for, at pigerne stopper med at vokse, når de tager p-piller i så ung en alder. Jeg ser ofte i mit arbejde med unge, at pigernes vækstkurve stopper, når de tager p-piller. Så må de hellere løbe sig en tur, bruge en varmepude og tage en smertestillende pille i den periode, siger Manniche.

Anders Juul, overlæge på Rigshospitalets Klinik for Vækst og Reproduktion, er også bekymret:

- Vi kender endnu ikke alle risici ved at give p-piller til piger, der kun lige er kommet i puberteten. Men vi ved, at væksten stopper, når piger begynder på pillerne, siger Anders Juul.

Men det er ikke nok til at standse lægernes udskrivning af recepter. Formanden for Lægeforeningens lægemiddeludvalg, Yves Sales, tager det med ro.

- Jeg er stor fortaler for p-piller. Det fremmeste formål er at mindske risikoen for uønsket graviditet, siger Sales.

- Vi kan alle være moralister, men det vigtigste er, at unge ikke bliver uønsket gravide.

- Men er det ikke rigtigt, at det kan påvirke væksten hos unge piger, hvis de får p-piller, inden de er færdigudviklede?

- Som læge går man ind og laver en kvalificeret opvejning af fordele og ulemper ved at give en patient p-piller. Og for mig at se er det vigtigste, at unge piger ikke bliver uønsket gravide, siger Yves Sales.

Ifølge Lægemiddelstyrelsen tog 3537 piger mellem 10 og 14 år p-piller i år 2000. I 2006 var dette tal 6138. Tallet er siden 1995 steget hvert eneste år med gennemsnitligt omkring 450 om året.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Nanna Cecilia Pedersen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen