Fyrværker: Dømt til at gå galt

null

Lars Barfoed, tidligere fyrværkerimester i Tivoli, forudså allerede i 2005, at Tivolis nye luftfyrværkeri ville øge risikoen for uheld. (Foto: Jens Panduro)
Lars Barfoed, tidligere fyrværkerimester i Tivoli, forudså allerede i 2005, at Tivolis nye luftfyrværkeri ville øge risikoen for uheld. (Foto: Jens Panduro)
Tivolis tidligere fyrværkerimester gennem mere end 30 år, Lars Barfoed, er langtfra overrasket over de mange skader, som Tivoli-gæster i denne sæson er blevet påført af det nye fyrværkeri.

– Jo højere man flytter fyrværkeriet op i luften, jo større er risikoen for uheld. Og Tivoli er en farlig plads, fordi folk er så tæt på, siger han.

Faktisk forudsagde han allerede ved sit farvel til Tivoli i 2005, at forlystelsesparkens ønske om en ny type fyrværkeri uvægerligt ville øge risikoen for uheld.

– Jeg gjorde opmærksom på, at når man bygger koncertsalen om, skal man passe på. Det er en vanskelig plads at brænde fyrværkeri fra, sagde han i et interview dengang.

Beror på held
I 2006 lavede Tivoli en treårig kontrakt med Højen & Magic Fyrværkeri med festfyrværker Michael Wulff Pedersen i spidsen, der benytter sig af billigt, importeret fyrværkeri.

– Det kinesiske er godt til store fyrværkerier på steder, hvor der er god plads, og det kan da også være, at det kan gå godt i Tivoli , men man kan ikke løbe an på, at man kan blive ved med at være heldig, sagde Lars Barfoed i 2005.

– Mener du ligefrem, at Tivoli i dag spiller hasard med publikums sikkerhed?

– Jeg skal ikke give Tivoli gode råd, det kunne nemt opfattes forkert, og det er da også sket i min tid, at folk fik støv i øjnene. Især efter vi blev tvunget til at flytte fyrværkeriet til Koncertsalens tag. Men som jeg altid har sagt: ’At fyre fyrværkeri af i Tivoli handler ikke om at vide, hvad der kan lade sig gøre, men om, hvad der ikke kan lade sig gøre’.