Bordeller og hashklub

I nummer 10 frister Nikita med et veludstyret bondage-rum - om det er hende eller kunderne, der 'kommer straks', skal vi lade være usagt.
I nummer 10 frister Nikita med et veludstyret bondage-rum - om det er hende eller kunderne, der 'kommer straks', skal vi lade være usagt.
På den ene side af Jyllingevej i København ligger et nydeligt villakvarter.

Men krydser man den befærdede gade og drejer ned ad Skjulhøj Alle, skifter miljøet med det samme til et broget Istedgade-mix af beverdinger og bordeller samt et bugnende hashmarked.

Pigerne og pusherne har til huse i den stribe lurvede ejendomme, som ligger på vejens højre side og som tilhører Steen Larsen.

Kunder i kø
Selv en regnvåd fredag eftermiddag udgør trafikken til de lyssky adresser sin helt egen myldretid, og især provianteres der til weekenden i hashklubben, der ligger på første sal i nummer 8.

Kunderne, der i overvejende grad er af anden etnisk oprindelse end dansk, driver i en lind strøm ind ad døren med hætterne slået op.

Og indenfor leder en snusket trappe forbi en repos med budskabet 'privat ejendom -fat det så' og videre op til en massiv metaldør.

Rocker-trafik
Også ud mod gaden er der gitter for vinduerne, og forskansningen mod omverdenen bunder ikke mindst i, at politiet utallige gange har været på besøg. Senest for godt en måned siden, hvor et større mandskab rykkede ud, nedlagde metaldøren og tog den med sig efter endt razzia.

De mange uniformerede besøg har ikke mindst fundet sted efter opfordring fra beboere, der i adskillige år har følt sig generet af svineri, larm og masser af tohjulet rocker-trafik.

Alligevel ligger klubben der stadig, og det gør den ifølge politiet, fordi hashklubber ikke bare er sådan at få bugt med.

Våbenarsenal
For det første kræver en lukning et vist samarbejde med ejeren og de lejere, som kan skifte navn fra måned til måned. Og endelig er der klageadgang over politiets indgreb.

I dette tilfælde foretages udlejningen på Steen Larsens vegne af et administrationsselskab på Nørrebro.

- Dem har vi sådan set haft en udmærket dialog med. Problemerne opstår, når lejere skifter eller for eksempel fremlejer lokalerne videre ud.

- Og i øjeblikket står der en person på lejekontrakten, som gemmer sig for os, forklarer kriminalinspektør Ole Wagner, chef for Narkoafdelingen hos Københavns Politi, som bekræfter, at lejer-kredsen er kendt af politiet i forvejen.

Under en tidligere razzia i februar fandt politiet flere skarpladte våben -blandt andet en maskinpistol -i lokaler med umiddelbar tilknytning til hashklubben.

Massageklinik
Adressen er i øvrigt heller ikke politiet ukendt i andre sammenhænge.

Drejer man om i gården til Skjulhøj Alle 8 B, er mulighederne nemlig nærmest ubegrænsede, når det handler om sex. Det er bare op ad trappen og ind i den syvende himmel, som såvel massageklinikken 'Abedissen' som swinger-klubben 'Adam og Eva' lokker med på internet.

Den sidste lægger beslag på hele 300 kvadratmeter, og arrangementerne er lige så talrige.

Bondage og gang-bang
Fra morgen til nat er der mulighed for at swinge med kønsdelene inden for forskellige temaer som gang-bang (mange mænd om en eller få kvinder, red.), bi-party eller bare helt almindelig labyrint-sex.

Skulle man få lyst til noget mere avanceret som bondage, SM og sygeplejerske-behandling, kan de trængende lægge vejen om ad nummer 10 og gå ned i kælderen. Her frister blandt andre erfarne Nikita, og det gør hun tilsyneladende med en vis effektivitet.

Da Ekstra Bladet observerede stedet, måtte flere kunder således vende skuffede tilbage til deres biler efter mødet med det lyserøde skilt 'kommer straks'.

Vi skal ikke gætte på, om budskabet går på damen eller den aktuelle kunde.