Nørrebro: Nu er det nok!

Beboerne på Nørrebro har fået nok af hærværk og butiksplyndringer. I eftermiddag samles de for at vise deres afsky mod de autonome

En beboer i Møllegade slukker de autonomes bål i gaden. (Foto: Local Eyes)
En beboer i Møllegade slukker de autonomes bål i gaden. (Foto: Local Eyes)

Autonome fra det hedengangne Ungdomshus har planlagt, at København i eftermiddag skal genlyde af 69 forskellige demonstrationer. Men symbolikken bliver ødelagt af beboerne på Nørrebro, som afholder deres egen manifestation, og dermed bringer antallet af demonstrationer op på 70.

Tre borgernetværk har slået sig sammen om demonstrationen, som begynder på Nørrebros Runddel kl. 17.00. Nøjagtig samtidig med de autonomes demonstrationer.

- Vi vil afholde en fredelig manifestation for at vise, at Nørrebros beboere føler dyb afsky for den vold, vores bydel bliver ramt af, fortæller pressetalsmand David Pontoppidan til ekstrabladet.dk.

- Det er hele Nørrebro, der samles, på tværs af race, indkomstgrupper og politisk overbevisning, for at vise at vi ikke vil tolerere det mere, siger han.

Ser man på de autonomes planlagte demonstrationer, vil nogle af de mest oplagte ruter bringe demonstranterne forbi Nørrebros Runddel på deres vej mod Blågårds Plads. Og hvad sker der så?

- Jamen, så bliver vi bare stående. Det er os, der bor her. Det er vores kvarter, siger David Pontoppidan med overbevisning i stemmen.

De autonome demonstrationer skal efter planen samles på Blågårds Plads, hvorefter en samlet demonstration fortsætter til Rådhuspladsen. Borgerdemonstrationen har ingen intentioner om at søge konfrontationen ved at bevæge sig ind mod byen.

Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen