Chokvideo: 17-årig pige stenet ihjel

Et æresdrab på en 17-årig kurdisk pige sætter fokus på grov undertrykkelse af kvinder i det befriede Irak. Advarsel: Stærke billeder

En barbarisk stening af en ung kurdisk pige har udløst omfattende protester blandt menneskerettighedsgrupper i det nordlige Irak. Den 17-årige Du'a Khalil Aswad underskrev sin egen dødsdom, da hun tidligere på året giftede sig med en sunni-muslim og konverterede til Islam.

Efter fire måneders flugt fra familien, der tilhører den religiøse minoritet Yazidi, lod hun sig i april lokke hjem til landsbyen Bahzani, der ligger nær Mosul i Nordirak. Her blev hun stenet til døde, efter at otte-ni mandlige familiemedlemmer havde slæbt hende med uden for på byens torv.

Filmede med mobiltelefon
Flere hundrede landsbyboere deltog i den middelalderlige henrettelse, og en videofilm, optaget med en mobiltelefon, dokumenterer, at det varede omkring 30 minutter, inden Aswad var død.

Æresdrabet kom til omverdenens kendskab, da en kurdisk menneskerettighedsgruppe fik fingrene i den chokerende video og lagde klippet ud på Internettet.

Kvinder er undermennesker
- Kvinder i Kurdistan og Irak er undertrykte. De få rettigheder, som de har, er meget begrænsede, og de behandles for det meste som undermennesker, hedder det i en pressemeddelelse fra gruppen International Campaign Against Killings and Stoning of Women.

Samtidig anklager gruppen de lokale myndigheder for ikke at gøre nok for at standse volden mod kvinder. For eksempel viser videoklippet, at irakiske politifolk er til stede under steningen. Politimændene ser imidlertid bare til, mens den rasende folkemængde langsomt tager livet af den grædende, halvnøgne pige.

'Satanister' beder til blå påfugl
Yazidi-tilhængere er medlemmer af en præislamisk trosretning, og muslimer anser dem ofte for at være 'satanister', fordi de blandt andet beder til en engel forklædt som blå påfugl. Steningen har pustet yderligere til hadet mellem Yazidis-tilhængere og lokale muslimer, der kræver, at politiet arresterer de involverede i steningen.

- Syv mennesker er blevet anholdt og afhørt. Alle, der har været involveret, skal blive straffet - uanset om der er tale om æresdrab eller ej, siger en anonym politimand til den amerikanske tv-station ABC News.

Mere vold mod kvinder
Paxshan Zangana, medlem af det kurdiske parlament og leder af en kvinderettighedskomite, siger, at det er blevet mere normalt med æresdrab i regionen.

- Antallet af æresdrab faldt i 1990'erne, men i løbet af de sidste par år, hører vi oftere og oftere om æresdrab og anden vold mod kvinder. Det er ved at blive et fænomen, siger Zangana.

1 af 2 
2 af 2 
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen