En procent af nettet er porno

En stor amerikansk undersøgelse viser, at kun en procent af indholdet på internettet er porno. Og kun halvdelen er amerikansk

Det kan lade sig gøre at undgå internetporno, hvis man virkelig vil. Kun en procent af nettet består af porno, viser en ny undersøgelse. (Foto: Thomas Sjørup)
Det kan lade sig gøre at undgå internetporno, hvis man virkelig vil. Kun en procent af nettet består af porno, viser en ny undersøgelse. (Foto: Thomas Sjørup)

Så skulle det være slået fast, så selv ældre familiemedlemmer bør være overbevist: Internettet er meget mere end porno. En amerikansk undersøgelse fastslår nemlig, at kun en procent af indholdet på nettet er af pornografisk karakter.

Undersøgelsen er lavet af Philip Stark, statistikprofessor på University of California, som har hentet tal helt tilbage fra 1998 for at lave undersøgelsen, der er den grundigste af sin art til dato. Den skal dokumentere præcist hvor meget porno, internetbrugerne udsættes for samt hvor stor en del, der opsnappes af filtre.

Populære søgninger giver porno
Stark har fundet frem til, at 1,1 procent af resultaterne på en Google-søgning er porno. Man får resultater med pornografisk indhold i seks procent af tilfældige søgninger, mens de mest populære søgeord giver et eller flere pornolinks i 40 procent af tilfældene.

Stark har dog også fundet frem til, at filtre blokerer for mellem 87 og 98 procent af pornoen.

Ifølge undersøgelsen stammer 50 procent af internetpornoen fra lande udenfor USA.