Danmarks første rocker er død

De Vilde Engles fader, Bjørn Andersen er fundet død i sin lejlighed i Brøndby

Bjørn Andersen blev kendt som leder af De Vilde Engle i 1960'erne, hvor han og vennerne søgte fest og ikke mindst ballade. (Foto: Knud Jacobsen)
Bjørn Andersen blev kendt som leder af De Vilde Engle i 1960'erne, hvor han og vennerne søgte fest og ikke mindst ballade. (Foto: Knud Jacobsen)

Han var på ferie i Spanien og blev syg.

Han rejste hjem til Danmark og tog på fisketur.

Men herefter er det uklart, hvad der skete.

Under alle omstændigheder blev Bjørn Andersen - Danmarks første rocker - og talsmand for de legendariske og berygtede De Vilde Engle fundet død i sin lejlighed i Brøndby.

Det bekræfter hans bror, musikeren Lille Palle overfor Ekstra Bladet.

- Han havde været meget syg. Han led af sukkersyge. Ifølge hans datter havde lægerne i Spanien frarådet ham at rejse hjem, men som sædvanlig var der ikke nogen, som skulle bestemme over ham, siger Lille Palle.

Poul-Pishus og Rense-Karl
Bjørn og De Vilde Engle, som bestod af mænd med kuriøse navne som Poul-Pishus, Rense-Karl, Ole Grydeklar, Snøvle og Horebukken kørte på motorcykler, festede og invaderede steder, hvor der var hippier. Et af deres mere berygtede slagsmål var med unge fra venstrefløjen, da den pro-amerikanske film om Vietnamkrigen med John Wayne i hovedrollen, 'De Grønne Baretter' blev vist i den daværende Sagaiografen i København i 1969.

Samme år ville journalist Poul Martinsen fra Danmarks Radio lave et socialpsykologisk eksperiment og bygge bro over fordommene mellem Læderjakker og De Langhårede ved at sætte de to grupper sammen om at skulle bygge en bro på én dag for at komme væk fra en ø, hvor de var blevet placeret. Film-projektet blev en stor succes og blev vist verden rundt. Broen blev bygget, men der var også nogen hippier, som fik øretæver.

Du kan se hele udsendelsen 'Broen' her hos DR.

Senere i livet blev den slagteruddannede Bjørn Andersen mere mild og rejste rundt i verden og fotograferede blandt andet motorcykler og biler.

På sine ældre dage holdt han foredrag om sit begivenhedsrige liv.

I kørestol
Men sukkersygen sendte den gamle læderjakke i kørestol.

Han fik amputeret noget af det ene ben og lidt af den anden fod.

- Med de amputationer plejede jeg sige til ham, at han efterhånden kun var min halvbror, griner Lille Palle og forklarer, at de to brødre havde en helt særlig og barsk humor.

Bjørn Andersen blev 72. Broderen er et år yngre.

- Som storebror har han jo visse rettigheder og har lov til at være den første, siger Lille Palle.

Han vil ikke blot huske Bjørn som læderjakke og slagsbror, men også som den bror, han legede dagen lang med, når de to som små drog alene med toget fra stenbroen og ud til Dyrehaven, mens deres mor var på værtshus .

Bjørn Andersen blev fundet død i går. Et ligsyn skal overstås, før familien sætter endelig dato på bisættelsen. Bjørn Andersen efterlader sig seks børn.

1 af 2 Bjørn Andersen blev fundet død i sin lejlighed i Brøndby onsdag. (Foto: Jørgen Sperling)
2 af 2 Bjørn Andersen blev kendt som leder af De Vilde Engle i 1960'erne, hvor han og vennerne søgte fest og ikke mindst ballade. (Foto: Knud Jacobsen)
0 kommentarer
Vis kommentarer