Jeres jul er pervers

Imam Abu Labans opsang: Danskerne drukner julebudskabet i et orgie af mad og gaver

Imam Abu Laban fra Palæstina priser Jesus som en stor profet og åndelig indpisker - men guds søn var han ikke, siger den islamiske præst. (Foto: Mik Eskestad)
Imam Abu Laban fra Palæstina priser Jesus som en stor profet og åndelig indpisker - men guds søn var han ikke, siger den islamiske præst. (Foto: Mik Eskestad)
Til jul bliver imamen i Danmark altid bedrøvet.

Vi danskere har nemlig fået julebudskabet temmelig galt i halsen.

Ja, hele det kristne Europa fejrer fødslen af Jesus på en helt forkert måde, mener imam Abu Laban, der selv stammer fra Jaffa i Palæstina, hvor det mirakuløse barn som bekendt blev født for 2006 år siden.

- Julen er blevet misforstået, perverteret og omdannet til et materielt orgie, siger imamen fra Islamisk Trossamfund til Ekstra Bladet, der har bedt ham tolke juleevangeliet, som vi kender det fra evangelisten Lukas, kapitel 2, med jomfru Maria, de tre vise mænd og krybben i Betlehem.

Samme historie
I muslimernes hellige bog, koranen, står præcis den samme julehistorie, pointerer imamen - dog med den forskel, at den islamiske Jesus på ingen måde er guds søn, men en profet sendt af gud for at give datiden en åndelig opsang.

- Derfor er det helt ude af proportion at vægte bjerge af mad, kostbare indkøb og overdådige gaver så voldsomt i forhold til fejringen af det åndelige budskab, som Jesus kom med, siger Abu Laban.

- Når vi ser Vesten fejre jul på den måde, gør det os muslimer kede af det, sukker imamen i København.

Abu Laban understreger, at grundhistorien i juleevangeliet med de velkendte ord 'Og det skete i de dage ...' også findes i koranen - om end ikke ordret.

Muslimerne godtager altså Marias forunderlige jomfrufødsel, de tre vise mænd og den nyfødte profets opvågnen i den usle krybbe i Betlehem.

- Derimod er juleevangeliets påstand om, at det var 'Kristus, Herren', der blev født, ikke korrekt. Jesus var ikke guds søn, altså ikke selv guddommelig. Dette er en senere indfortolkning i biblen, mener imam Abu Laban.

Tjener - ikke søn
Abu Laban fastholder, at Jesus i rollen som guds søn - og ikke 'blot' profet som den senere Mohammed - er en teologisk konstruktion, der ikke findes i det urkristelige budskab fra Jesu egen tid.

- Hele tanken om treenigheden - gud, søn og helligånd i ét - er en kristen efterligning af religiøse forestillinger fra bl.a. Egypten fra et langt senere tidspunkt, siger imamen og henviser til, at den mere ortodokse jødedom da heller ikke anerkender tre-i-én-ideen.

- Tanken om Jesus som guds søn er en historisk fordrejning af det oprindelige julebudskab om profetens komme, mener Abu Laban, der påpeger, at Jesus selv ifølge koranen beskriver sin egen status på jorden.

- Allerede i en alder af blot ét år fortalte Jesus sin omverden, at han var kommet som guds tjener, en profet sendt af gud og handlende på guds befaling, men altså ikke hans søn - ikke selv en del af den udelelige, almægtige gud.

Forvansket
For imamen fra Palæstina er Jesus en stor profet, og her ved juletid sårer og ærgrer det ham, at budskabet fra juleevangeliet forvanskes i ekstreme, materielle udskejelser i milliardklassen.

- Gud sendte Jesus via en mirakuløs jomfrufødsel for at vise os sin almagt. Og Jesus var et budskab til datidens israelitter og verdslige, romerske besættere om at forsage druk og hor og anden svælgen i materiel vellevned.

- Det spirituelle budskab fra Jesus handler om, at vi skal hellige os det åndelige liv, kærlighed, barmhjertighed, godhed og gudsfrygtighed. Dette burde I fejre i Danmark og resten af Europa, lyder opsangen fra Abu Laban.
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen