Operation Dagsværk fik rekordbeløb

Operation Dagsværk hentede et rekordbeløb på 7,8 millioner kroner, da 35.000 elever solgte deres arbejdskraft til fordel for børn og unge i Kirgisistan

Operation Dagsværk indsamlede et rekordbeløb på 7,8 millioner kroner, da 35.000 elever fra 156 skoler landet over onsdag solgte deres arbejdskraft for at hjælpe børn og unge i den fattige tidligere Sovjetrepublik Kirgisistan.

Pengene fra årets indsamling går til den kirgisiske børneorganisation Center for Protection of Children. Målet er at få mindst 2000 børn og unge, som i dag arbejder frem for at få undervisning, tilbage i uddannelsessystemet.

- Over halvdelen af befolkningen i Kirgisistan lever i fattigdom som ofre for den enorme sociale krise, de tidligere Sovjetlande kæmper med. Årets indsamlingskampagne er et opråb til de vestlige lande om at tage krisen i disse nye ulande alvorligt, siger Kirstine Nordentoft Mose fra Operation Dagsværks bestyrelse.