Højreekstreme amok efter drab på soldat

Omkring 100 demonstranter, der kastede med flasker og sten, kom op at toppes med politiet i Woolwich

Medlemmer af den højreekstreme English Defence League demonstrerer i Woolwich-området i London, hvor en soldat blev offer for et muligt terrordrab. (Foto: AP)
Medlemmer af den højreekstreme English Defence League demonstrerer i Woolwich-området i London, hvor en soldat blev offer for et muligt terrordrab. (Foto: AP)

Tilhængere af den højreekstreme gruppe English Defence League strømmede sent onsdag aften til Woolwich-området i London, hvor en soldat om eftermiddagen blev offer for et muligt terrordrab.

Ifølge Daily Mail kom omkring 100 demonstranter i sammenstød med politiet, og der blev kastet med sten og flasker.

English Defence League-tilhængerne samlede sig ved togstationen i Woolwich, før de i samlet flok gik ned til det sted, hvor soldaten var blevet stukket ihjel. To mænd er anholdt for angrebet.

- Vi har svage ledere. De lod det her ske. Folk er bange for ordet muslim. De er bange for at fornærme dem, sagde English Defence League-lederen Tommy Robinson til menneskemængden.

- Ved I hvad. Vi er fornærmede. Folk her i landet er vrede. De har fået nok, fortsatte han.

Politiet fik hurtigt standset optøjerne, og nogle af højreekstremisterne samlede sig på en lokal pub, hvor de sang nationalistiske sange og råbte slagord som "Vi overgiver os aldrig til det muslimske afskum".

En mand, der kalder sig Abdul, overværede, hvordan de højreekstreme mænd under deres march kastede en mursten mod den lokale moské.

- Jeg er ikke glad for det. Det er Guds sted. De har misforstået islam. De folk, der gjorde det her, har intet at gøre med det rigtige islam, siger Abdul til Daily Mail.

Også andre moskeer uden for London blev angrebet i timerne efter drabet, og to mænd er blevet anholdt.

En 43-årig mand blev anholdt, da han dukkede bevæbnet med en kniv op i en moské i Essex for at sætte ild til den. En mand i Kent blev anholdt for hærværk mod en moské.

Den britiske premierminister, David Cameron, har sagt, at drabet på soldaten kan være en terrorhandling.

English Defence League-tilhængerne gik i samlet flok til det sted, hvor soldaten var blevet stukket ihjel. (Foto: Polfoto)

1 af 2 (Foto: Polfoto)
2 af 2 Medlemmer af den højreekstreme English Defence League demonstrerer i Woolwich-området i London, hvor en soldat blev offer for et muligt terrordrab. (Foto: AP)
0 kommentarer
Vis kommentarer