Slankeguru giver forkerte råd

Lene Hansson vejleder hver uge fede danskere på TV3 - men der er ingen dokumentation for hendes principper

Ekstra Bladets eksperter er enige om at tildele Lene Hansson stemplerne 'Forkert' og 'Fanatisk'. (Foto: TV3)
Ekstra Bladets eksperter er enige om at tildele Lene Hansson stemplerne 'Forkert' og 'Fanatisk'. (Foto: TV3)
På plakater i hele landet kan man se kostvejleder Lene Hansson give en hotdog og en kakaomælk et lag tæsk som reklame for TV3-programmet 'Du er, hvad du spiser'.

Men måske burde deltagerne og seerne i stedet give Lene Hansson en i skallen for at trække dem gennem ulideligt mange fanatiske og forkerte råd om, hvordan de kan tabe sig. Et vægttab de kunne opnå uden Lene Hanssons selvbestaltede metoder blot ved at følge sund fornuft.

Med tarmskylninger, syre-base-forhold og adskillelse af stivelse og protein må deltagerne finde sig i en ny livsstil, som bygger på decideret forkerte koncepter. 152.000 seere følger 'Du er, hvad du spiser', og over 10.000 har sikret sig Hanssons bog af samme titel.

Deltagere bliver vildledt
Camilla Udsen, ph.d., fødevarepolitisk medarbejder i Forbrugerrådet supplerer:
- Hun giver ingen dokumentation i sine bøger eller programmer. Hun konstaterer bare, at sådan er det.

- Hendes principper er udelukkende baseret på hendes egne værdier, siger Per Brændgaard Mikkelsen, cand.scient. i human ernæring og leder af Suhr's Slankeskole.

- Hendes kostråd baserer sig helt grundlæggende på forkerte principper. Det er et stort problem, for så får deltagerne i programmerne og hendes læsere ikke en bedre forståelse for kost. De bliver snarere vildledt, supplerer Camilla Udsen.

Lene Hansson er uddannet receptionist, har arbejdet som stewardesse, er aerobicinstruktør, reiki-healer og Bach-terapeut. Hendes ernæringsvejlederuddannelse er en kombination af amerikanske studier og forskellige alternative uddannelser.

Det er pseudovidenskab
Lene Hansson mener, at man altid skal spise protein og stivelse hver for sig - de må ikke indgå i samme måltid. Stivelse er den slags kulhydrat, som findes i kornprodukter og kartofler.

- Det passer simpelthen ikke. Kroppens systemer kan sagtens klare protein og stivelse samtidig. Ellers ville alle, der spiser kartofler til en bøf, blive syge og fede. Faktisk er der store fordele ved at spise det sammen - så udnytter man proteinerne bedre, siger Brændgaard Mikkelsen.

Morgenmad er også bandlyst af Lene Hansson. Indtil kl. 12 er kun frugt tilladt. Og det på trods af, at utallige undersøgelser har vist, at de fleste mennesker føler mindre sult i løbet af dagen og dermed spiser færre kalorier samlet set, hvis de får et solidt morgenmåltid.

- Hendes koncept er pseudovidenskab. Men hun bruger et ordforråd, der lyder videnskabeligt og rationelt. Det er med til at gøre folk forvirrede og skeptiske over for, hvad de skal tro på. Og så holder de også op med at lytte til de fornuftige, officielle råd, siger Camilla Udsen.

Jeg synes, beviset ligger i resultaterne
- Lene Hansson, eksperterne siger, at mange af dine teorier er forkerte. Hvad siger du til det?

- Ingen af dem har siddet med klienter i 20 år, som jeg har. Hvorfor skal alting bevises videnskabeligt? Jeg synes, beviset ligger i resultaterne. Ud af deltagerne i de seks første programmer, er der kun en, som ikke stadig lever efter det.

- Men eksperterne har vel ret i, at vægttab handler om at spise sundere og få færre kalorier?

- Jeg er ikke helt enig. Jeg går ind for en ændring af livsstilen, som så fører til vægttab. Jeg bruger syre-base-teorien, fordi det illustrativt viser folk, at deres kost indeholder for meget af det forbudte. Hovedbudskabet er, at man skal spise frugt og grønt, dyrke 30 minutters motion hver dag, spise varieret og være positiv.

Tarmrens og syre-base
- Hvis det er hovedbudskabet, hvorfor skal man så ud i alt muligt med syre-base og tarmrens?

- Tarmrens ligger i det koncept, TV3 har købt fra England. Syre-base-kosten er noget, jeg har valgt at tage med.

- Men forbrugerne bør vel støtte sig op ad kostråd, som bygger på fakta?

- Det er jo det, man har gjort fejlagtigt i mange år. Der er kommercielle interesser blandet ind i det. Så hvor neutrale er de officielle råd?

Tykkere og mere syge
- Men hvem skal forbrugeren så tro på? Dig?

- Der er ikke én retning, der virker for alle. De budskaber, Ernæringsrådet og Suhr's er kommet med gennem årene, har ikke hjulpet os. De har tværtimod gjort os tykkere og mere syge. Det, Suhr's underviser i, har ikke fornyet sig i 70 år.

- Det kunne jo være, fordi der er noget om det?

- Nej, for så ville folk jo ikke blive mere overvægtige og syge.

Volapyk og få kalorier
Selv om eksperterne ikke giver meget for Lene Hanssons metoder, kan du godt tabe dig ved at følge hendes råd:

- Man taber sig, når det samlede kalorieindtag er lavere, end det antal kalorier man forbrænder. Og med Lene Hansson får man - foruden en masse volapyk - faktisk få kalorier, siger Per Brændgaard Mikkelsen.

- Deltagerne i programmerne lever ekstremt usundt, så det er klart, de taber sig, når de får færre kalorier og begynder at dyrke motion. Men de ville også have tabt sig uden at gå op i syre-base-balance osv., supplerer Camilla Udsen.

FUP ELLER FAKTA
Lene Hansson: Du skal opretholde din 'indre pH-værdi' ved at spise en rigtig kombination af syre-base-fødevarer.
Sundhedspanelet: Det er en gammel myte inden for alternativ ernæringsteori. Fakta er, at kroppen har et særdeles effektivt justeringssystem. Den eneste måde, du selv kan optimere det, er ved at være fysisk aktiv.

Lene Hansson: Du må kun spise frugt indtil kl. 12, og spis det altid på tom mave.
Sundhedspanelet: Vrøvl. De fleste mennesker har brug for et solidt morgenmåltid med havregryn eller groft brød. Frugt mætter ikke nok, så det kan forårsage, at man overspiser senere på dagen.

Lene Hansson: Din fordøjelse bliver bedre, hvis du ikke blander kulhydrat og protein, fordi hver fødevaregruppe kræver forskellige fordøjelsesenzymer, der kan ødelægge hinanden, hvis de blandes.
Sundhedspanelet: Forkert. Kroppen kan sagtens fordøje kulhydrat og protein samtidig -det bliver du ikke tyk af.

Lene Hansson: Kroppen har en døgncyklus. Mellem kl. 04-12 må du kun spise frugt og saft. Fra 12-20 kan du indtage fast føde. Fra 20-04 må du kun få frugt og saft.
Sundhedspanelet: Sludder. Man optager mad, efter man har indtaget det. Så man kan ikke sige, at døgnet er delt op i en 'indtagelses-' og 'optagelsesproces'.

Lene Hansson: Faste og tarmskylninger kan afhjælpe forskellige sygdomme.
Sundhedspanelet: Det er en myte, at kroppen ikke selv kan komme af med gift- og affaldsstoffer. Fedme forsvinder ikke af fanatiske tarmskylninger eller faste. Den eneste vej er sunde kostvaner og færre kalorier.
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere