Find dig i de nye film

Flere groteske uhyrligheder fra en verden uden Ekstra Bladet

'Find dig i Ekstra Bladet eller find dig i hvad som helst'.

Kampagnen har nu kørt i over et år med de velkendte talebobler overalt i byen - og ikke mindst med de populære reklamefilm i tv og biografer.

Nu sender Ekstra Bladet en ny samling 'Find dig i...'-reklamer på gaden, på tv, i biffen og - som noget helt nyt - på nettet. Til glæde for kampagnens mange fans.

Reklamefilmene byder på gensyn med skuespillerne Thomas Bo Larsen, Birthe Neumann og Bjarne Henriksen - og de får i denne omgang følgeskab af blandt andre Claus Bue og Claus Strandberg. Filmene er instrueret af Søren Fauli og er lavet i samarbejde med reklamebureauet Grey København.

Den første pulje af film tager os med til Christiansborg, hvor vi møder Claus Bue som ministeren, der er ligeglad med volden i Vollsmose; på besøg hos narkostyrelsen, hvor Claus Strandberg er læreren, som er nervøs over det stigende ecstasymisbrug på skolen; og på slagteriet, hvor Thomas Bo Larsen ser stort på hygiejnen. Og vi kan godt love optrin så groteske, at man ikke kan lade være med at grine.

Se filmene på nettet
- Jeg tror, filmene er blevet så populære, fordi de adskiller sig fra den ligegyldige hob af pæne reklamer. Folk synes, det er fedt, når en reklame kradser lidt i overfladen, siger Ekstra Bladets marketingchef Kristian Kostrup.

- Det ses også tydeligt af de mere end 8500 forslag til talebobler, vi har modtaget fra læserne via internet, siger han.

De nye reklamefilm løber over skærmen på TV2, TV3 og TvDanmark fra i dag og tre uger frem. I biografen vises slagteri-filmen fra fredag den 26. Men allerede nu kan du se alle filmene på Ekstra Bladets internetside. I fremtiden er det meningen, at reklamefilmene bliver præsenteret på internet, før de slippes løs på skærmen og lærredet.

På nettet kan du også fortsat komme med forslag til uhyrlige talebobler - og deltage i konkurrencen om 500 kr. hver uge.

Adressen er www.ekstrabladet.dk/kampagnen
0 kommentarer
Vis kommentarer